Europa/aktier: Solen skinner mest på butikscentre og tyske biler

Udgivet den 02-06-2020  |  kl. 13:41  |  

De tyske bilaktier og europæiske butikscentre har tirsdag en særlig plads i et solfyldt europæisk aktiemarked, der stiger 1,6 pct. målt på det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

Motiverende for den positive stemning er tyske regeringsplaner om yderligere stimuli til den corona-ramte økonomi, og mere specifikt at luftfartsgiganten Lufthansas bestyrelse er kommet til enighed med den tyske regering om en støttepakke på 9 mia. euro, til gengæld for at Lufthansa afhænder nogle af sine landingsslots.

Lufthansa stiger 3,8 pct.

I Frankfurt stiger det tyske DAX-indeks 3,8 pct., mens CAC 40 indekset i Paris går 2,0 pct. frem og FTSE 100-indekset i London vinder 2,6 pct.

For Stoxx 600-indekset er der tale om det højeste niveau siden 9. marts, og DAX-indekset ligger nu på sit højeste niveau siden 5. marts, konstaterer Reuters.

Den britiske ejendomsudvikler Hammerson, der har blandt andet butikscentre i produktkataloget, stiger tirsdag middag 23,7 pct. i toppen af Stoxx 600-indekset.

Inspirationen kommer fra hollandske Uniball-Rodamco-Estfield, der driver flere butikscentre, og som tirsdag rapporterer om stærk fremgang i forhold ti genåbning af centrene og kundetilgangen. Aktien i det hollandske selskab stiger 10,9 pct.

Og den franske kollega, Klepierre, er med på bølgen med et plus på 10 pct.

Blandt de tyske bilproducenter melder Daimer sig med en stigning på 7,4 pct., Volkswagen stiger 5,4 pct. og BMW vinder 5,9 pct.

Samlet stiger Stoxx 600-underindekset for bilindustrien 4,4 pct.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder