Europa/aktier: Uklarhed om brexit lagde dyne over markedet

Udgivet den 16-10-2019  |  kl. 17:49  |  

De europæiske børser endte med små kursfald onsdag, hvor investorerne tog en puster, mens de ventede på nærmere afklaring om Storbritanniens farvel til EU, der fortsat er det store spørgsmål på finansmarkedet.

Resultatet blev et fald på 0,1 pct. for det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

Tirsdag forlød det, at en skilsmisseaftale mellem EU og Storbritannien var tæt på. Onsdag strittede meldingerne i begge retninger, men der var intet konkret på bordet, da børserne lukkede. Storbritannien står til at forlade EU 31. oktober.

- Markedet forventer, at Storbritannien og EU bliver enige om en aftale, men vi ved stadig ikke, om den vil kunne slippe igennem parlamentet (i Storbritannien, red.), siger Jonathan Bell, der er investeringschef hos investeringsfirmaet Stanhope Capital, til Reuters.

Blandt højdespringerne på de europæiske børser var det britiske selskab Asos, der sælger tøj over internettet.

I sommer nedjusterede selskabet på grund af it-problemer på selskabets lagre, hvilket har sat sine spor i salget.

Onsdag var meldingen ifølge Bloomberg News, at selskabet har fået en god start på det nye finansår og er tæt på at være tilbage på ret køl. Aktien steg 28 pct. på børsen i London.

Der var også købsinteresse for det hollandske lysselskab Signify, der har købt selskabet Cooper Lighting Solutions fra amerikanske Eaton i en handel til 1,4 mia. dollar. Signify-aktien steg 2,6 pct.

/ritzau/FINANS

Aske Muff

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder