Europa/lukning: Bred nedtur med teknologi i front -NY

Udgivet den 18-01-2022  |  kl. 17:56  |  

Faldene ramte bredt på de europæiske aktiemarkeder tirsdag, hvor stigende amerikanske renter og høj inflation blandt andet fik investorerne til at vende vækstsegmenter som teknologisektoren ryggen.

Faldene på de store børser i Frankfurt, London og Paris løb op i 0,6-1 pct., og det paneuropæiske Stoxx 600-indeks tabte 1 pct. På brancheniveau faldt underindekset for teknologi mest med 2,2 pct.

Selskabsspecifikt var chokoladeproducenten Lindt i vælten. Lindt faldt 3 pct. oven på salgstal for 2021, der lige knap levede op til forventningerne. Salget steg 14 pct. til 4,59 mia. schweizerfranc, hvor analytikerkonsensus ifølge Bloomberg News lød på 4,56 mia. schweizerfranc.

Også servicekoncernen Sodexo havnede i overskrifterne, da en række anonyme kilder fortalte Reuters, at Sodexo pønser på salg af en andel af divisionen Benefits and Rewards Services til den amerikanske kapitalfond Bain Capital. Aktien steg 1,7 pct.

Den italienske modekoncern Prada spadserede fra tirsdagens handel med en gevinst på 3,4 pct. efter sin markedsopdatering, der viste en salgsvækst på 41 pct. sidste år.

Pradas hovednotering er i Hongkong, men aktien handles også på børsen i Tyskland.

Her var der også rift om kollegaen Hugo Boss, der steg 1,1 pct. oven på foreløbige salgstal for fjerde kvartal. Salget steg 51 pct. til 906 mio. euro i fjerde kvartal og lå en del over konsensus på 861,4 mio. euro ifølge Bloomberg.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯