Europa/lukning: Britiske aktier i hopla trods kollapset BNP-vækst

Udgivet den 12-08-2020  |  kl. 18:02  |  

De europæiske aktiemarkeder lukkede onsdag med solid fremgang og et plus til det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks på 1,1 pct. Banker, medicinalselskaber og aktier inden for telekommunikation trak generelt godt op.

I London steg det ledende indeks med 2,2 pct., idet investorerne fokuserede på tegn på genopretning i juni efter et rekordstort fald i BNP på 20,4 pct. i andet kvartal.

Den britiske BNP-vækst blev på 8,7 pct. i juni sammenlignet med maj, hvor analytikerne ifølge Reuters ventede en vækst på 8 pct.

- Det var forventet, at Storbritannien ville være i recession. Men det faktum, at maj-tallet blev opjusteret og at juni-tallet var bedre end ventet, giver lidt opmuntring, siger Russ Mould, der er investeringsdirektør hos AJ Bell, til Reuters.

Den schweiziske telekommunikationsudbyder Sunrise Communications, som TDC solgte i 2010 for lidt over 18 mia. kr., steg med hele 26,8 pct. til 109,30 schweizerfranc, hvilket gjorde aktien til den mest stigende i det brede Stoxx 600-indeks.

Stigningen kom, efter at Liberty Global aftalte at købe selskabet for 110 schweizerfranc per aktie i en aftale, der værdisætter det schweiziske selskab til 5 mia. schweizerfranc - svarende til 34,6 mia. kr.

Sunrises største aktionær, tyske Freenet, steg med 16,8 pct., og generelt blev den europæiske telesektor understøttet af opkøbet med stigninger på 3,5 pct. til spanske Cellnex Telecom og 2,5 pct. til Swisscom.

Medicinalselskaberne havde også en god dag på kontoret med stigninger på 3,4 pct. til britiske Astrazeneca og 3,2 pct. til schweiziske Novartis.

Finansaktierne lå med fremme. Britiske HSBC steg med 3,6 pct., og franske BNP Paribas løftedes med 2,0 pct.

Energiselskaberne var også blandt de sektorer, der klarede sig bedst, efter at olieprisen holdt sig tæt på det højeste niveau i fem måneder.

Det gav blandt andet stigninger til Shell på 3,0 pct. og til norske Equinor på 1,2 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder