Europa/lukning: Coronafrygten fik overtaget til sidst

Udgivet den 25-01-2021  |  kl. 17:46  |  

De europæiske aktiehandlere vaklede mandag mellem opløftende impulser fra positive regnskaber og nedtrykkende nyheder om corona og endnu mere nedlukning. Men mod slutningen af handelsdagen fik bekymringerne overtaget, og det brede fælleseurtopæiske Stoxx 600-indeks lukkede dagen med et minus på 0,9 pct.

I London oplyste sundhedsministeriet, at 77 tilfælde af smitte med den sydafrikanske corona-variant er registreret i Storbritannien, og i Paris blev markedet ifølge Reuters presset af forlydender om en tredje periode med nedlukning.

Yderligere skuffende IFO-indeks for erhvervstilliden i Tyskland i januar.

På sektorbasis kom rejserelaterede aktier under pres med fald til IAG - som ejer Britisk Airways - og Air France KLM på 3,6-7,2 pct.

På selskabsplan fik det franske energiselskab Électricité de France (EDF), som den franske stat ejer 84 pct. af, den hårdeste medfart med et fald på 14,9 pct., efter forlydender om at forhandlingerne mellem Frankrig og EU-Kommissionen om prisen på strøm fra det gældsplagede selskabs atomkraftværker trækker i langdrag.

Størst succes på det europæiske aktiemarked havde den finske netværksproducent Nokia, som steg 12,1 pct., støttet af en analyse fra SEB, der ifølge Bloomberg News ser et "substantielt potentiale for en turnaround" i selskabet.

Spansk-tyske Siemens Gamesa steg 2,8 pct., efter at vindmølleproducenten leverede et bedre end ventet kvartalsregnskab.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder