Europa/lukning: Cykliske aktier sikrede grønne markeder

Udgivet den 20-01-2021  |  kl. 17:50  |  
Arkiv: Foto

Der var god stemning på de europæiske aktiemarkeder onsdag, hvor blandt andet håbet om en snarlig tilbagevenden til normalen efter coronapandemien var styrende for at sende blandt andet rejse- og fritidsaktierne op, mens de mere defensive sektorer omvendt fik klø.

Samtidig fik markedet bekræftet sin tro på endnu en amerikanske hjælpepakke, efter at den kommende amerikanske finansminister, Janet Yellen, tirsdag var til høring i Senatet. Her opfordrede hun blandt andet Kongressen til at "act big".

Det sendte det paneuropæiske Stoxx 600 frem med 0,5 pct., det tyske Dax-indeks frem med 0,8 pct., mens det franske CAC 40 steg 0,5 pct. Det britiske FTSE-100 endte med en stigning på 0,4 pct.

På sektorniveau var det derfor i høj grad de cykliske aktier, der trak læsset, mens de defensive sektorer - herunder medicinal - haltede bagefter. Det kunne blandt andet ses på danske Ambu, der røg ned blandt bundskraberne i Stoxx 600 med et fald på 3,6 pct.

I den anden ende var der stor fremgang til det britiske uddannelsesselskab Pearson, der steg 8,6 pct., efter at selskabet leverede en bedre end ventet organisk salgsvækst i fjerde kvartal, der var hjulpet af online læringskurser.

Der var også nyt fra luftfartsbranchen, hvor International Consolidated Airlines (IAG) købte spanske Air Europa i en handel til en værdi på 500 mio. euro svarende til omkring 3,7 mia. kr.

IAG-aktien steg 1,2 pct. til 161,85 pence.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder