Europa/lukning: Fald efter gode amerikanske tal - Grifols i top

Udgivet den 05-12-2022  |  kl. 17:42  |  

Det startede ellers så godt - men i løbet af mandagen sandede markederne til, da bedre end ventede amerikanske nøgletal pustede til frygtens flamme for en høgeagtig amerikansk centralbank.

En bedre end ventet ISM-erhvervstillid for servicesektoren øgede - og det fik aktierne til at falde, og renterne til at stige.

Tallene kommer efter sidste uges jobrapport, der viste en stærkere end ventet job- og lønvækst i november.

- Det er næsten bare bizart, at gode nyheder er dårlige nyheder. Lige nu er det mere et spørgsmål om at holde øje med Federal Reserve, og de bliver nødt til at stramme og længere end nødvendigt, siger Jonathan Waite, fondschef hos Frost Investment Advisors, til Reuters.

Det paneuropæiske indeks Stoxx 600 endte med at falde 0,3 pct. mandag, og der var også fald til børserne i Paris og Frankfurt.

Der var dog også lyspunkter mandag, hvor det spanske farmakologiselskab Grifols steg 3,9 pct. frem, efter Morgan Stanley har hævet anbefalingen til "overvægt" fra "ligevægt".

Det forventes af analytikerne, at 2023 vil blive et stærkt vækstår.

Modsat gik det for svenske Swedish Orphan Biovitrum. Aktien dykkede 6 pct. efter Morgen Stanley satte anbefalingen af aktien ned til "ligevægt" mod tidligere "overvægt".

Ifølge banken er der udsigt til et negativt indtjeningsmomentum næste år, der blandt andet er tynget af valutamodvind fra dollar og risici forbundet med lanceringen af nye produkter.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯