Europa/lukning: Fed kunne ikke fjerne fokus fra coronakrisen

Udgivet den 23-03-2020  |  kl. 17:57  |  

De europæiske aktiemarkeder lukkede mandag med solide fald efter to dage med stigninger, idet en stor hjælpepakke fra den amerikanske centralbank ikke var nok til at fjerne fokus fra coronaviruskrisen, der fortsætter med at hærge og føre til flere og flere restriktioner.

- I den nuværende situation vil staten eller centralbankerne ikke være i stand til at redde virksomhederne. Statshjælp og støtte fra centralbankerne kan fjerne smerten, men de kan ikke hele de økonomiske sår på den korte bane, vurderer Thomas Gitzel, der er cheføkonom hos VP Bank, til Bloomberg News.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede med et minus på 4,6 pct. Det tyske DAX-indeks faldt 2,2 pct., det britiske Ftse-indeks lukkede med et minus på 4,3 pct.

Det var fortsat de coronaramte selskaber, der fortsatte med at være mest pressede. Det gjaldt blandt andet bryggerigiganten AB Inbev, der tabte 3,7 pct., og den britiske spiritus- og bryggerikoncern Diageo, som faldt 8,8 pct.

Mineselskaberne hang også i bremsen efter fortsat frygt for efterspørgslen efter det røde metal, der ventes ramt hårdt af nedlukningen af store dele af verden.

Den chilenske kobberproducent Antofagasta lå med et minus på 5,2 pct. på børsen i London, og her var der også fald til den britisk-australske minegigant Rio Tinto, som endte mandagen med et minus på 4,2 pct.

Bankerne fik også en hård medfart efter to dage med medvind. Investorerne spekulerer i, at bankerne kan blive presset af nedskrivninger på udlån, hvor Philip Richards, der er bankanalytiker fra Bloomberg, vurderer, at nogle bankers indtjening kan blive halveret i år, og nogle kan blive negative.

Franske BNP Paribas tabte 7,3 pct., og norske DNB endte 6,3 pct. lavere.

OLIESELSKABER SKÆRER UDGIFTERNE

Energiselskaberne var mandag godt kørende, hvor energiaktierne i Stoxx 600-indekset løftedes med 2,1 pct.

Shell og norske Equinor, det tidligere Statoil, skrinlagde begge deres planer om aktietilbagekøb og skar i omkostninger og investeringer.

Samlet ventes tiltagene at styrke pengestrømmene med 8-9 mia. dollar.

Hos Equinor udsættes aktietilbagekøbet på ubestemt tid.

Selskabet oplyste desuden, at det har taget skridt til at reducere omkostninger, investeringer og udgifter til efterforskning af olie. En opdateret prognose for 2020 vil blive udsendt i slutningen af marts.

Det franske energiselskab Total har også skåret sine anlægsinvesteringer med 3,3 mia. dollar som følge af nedturen til oliepriserne, hvor Brent-olieprisen mandag faldt 5,3 pct. til 25,54 dollar per tønde.

Total-aktien steg med 6,0 pct. på børsen i Paris. Shell-aktien endte 3,2 pct. højere, mens Equinor-aktien tabte 6,7 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder