Europa/lukning: Kriseramte Wirecard i vild stigning

Udgivet den 29-06-2020  |  kl. 17:49  |  

Efter en god slutspurt blev det til relativt pæne stigninger på de europæiske aktiemarkeder mandag, hvor særligt finansaktierne var med til at trække op.

På børserne i Paris, Frankfurt og London endte de ledende indeks mellem 1,0 og 1,4 pct. højere, efter at de ellers alle havde startet dagen i minus.

I Tyskland fortsatte den store opmærksomhed om betalingsteknologiselskab Wirecard, som oplevede en bemærkelsesværdig stigning på 161 pct. efter de seneste dages kursmassakre.

Selskabet oplyste i sidste uge, at det vil søge en form for rekonstruktion, men lørdag meddelte det også, at det til trods for det fortsætter sine aktiviteter "i bedste interesse for kreditorerne".

Det skabte tilsyneladende en smule håb hos investorerne, som har måttet se aktien falde med 97 pct. i år.

På den tyske børs var også et plus til Deutsche Bank på 3,9 pct. med til at løfte de ledende indeks.

I London steg energiselskabet Energean 22 pct., efter at det har aftalt en lavere pris for købet af Edison E&P, som er den del af franske EDF Group.

Transaktionen er skåret ned til 284 mio. dollar fra oprindeligt 750 mio. dollar. Det skyldes, at visse aktiver er taget ud af aftalen, og der er også trukket 111 mio. dollar fra som følge af det makroøkonomiske miljø.

Den britiske energigigant BP har endvidere solgt sin kemikalieforretning til Ineos for 5 mia. dollar. BP's aktie indledte ugen med en stigning på 3,8 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder