Europa/lukning: Nokia i markant kursdyk i blandet marked

Udgivet den 29-10-2020  |  kl. 17:56  |  

Finske Nokia var blandt de helt store bundskrabere torsdag, hvor der var både fald og stigninger på de europæiske børser.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks faldt 0,2 pct., mens det tyske DAX-indeks gik 0,3 pct. frem. Det franske CAC 40-indeks lukkede 0,03 pct. lavere, og det britiske FTSE 100-indeks tabte marginale 0,02 pct.

Onsdag dykkede de store europæiske aktieindeks med mellem 2,5 og 4,2 pct., hvor det tyske DAX-indeks med et fald på 4,2 pct. var hårdest ramt, efter at stigende coronasmittetal fik Frankrig og Tyskland til at indføre nye restriktioner.

NOKIA SENDT NED EFTER NEDPRÆCISERING

Nokia præsenterede et regnskab for tredje kvartal med et justeret driftsresultat på 486,6 mio. euro, der var lavere end de 495,7 mio. euro, som analytikerne havde ventet ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg News.

Samtidig nedpræciserede Nokia forventningerne til hele året, så selskabet nu ser en justeret driftsmargin på 8-10 pct. mod tidligere 8-11 pct.

Alt i alt fik det investorerne til at sende aktien ned med 18,5 pct. til 2,81 euro.

SHELL OG VOLKSWAGEN STEG EFTER REGNSKAB

Anderledes så det ud for hollandske Royal Dutch Shell, der steg 4,1 pct. til 10,48 euro på børsen i Amsterdam.

Shells regnskab for tredje kvartal viste et justeret overskud på 955 mio. euro, der langt oversteg analytikernes forventning på 149,7 mio. euro ifølge estimater fra Bloomberg. Samtidig hæver Shell udbyttebetalingen med 4 pct. til 16,65 cent per aktie.

Også den tyske bilgigant Volkswagen offentliggjorde regnskab for tredje kvartal. Det viste et resultat efter skat, der er dykket med 31 pct. til 2,75 mia. euro, efter at selskabet har været ramt af coronakrisen.

Volkswagen-aktien steg med 1,5 pct. til 135,60 euro.

ECB FASTHOLDT RENTEN

Den Europæiske Centralbank (ECB) fastholdt på torsdagens rentemøde som ventet renten og det pandemiske obligationsopkøbsprogram, PEPP, der fortsat er på op til 1350 mia. euro. Refirenten blev fastholdt på 0,0 pct., mens indskudsrenten fortsat vil udgøre minus 0,5 pct.

Indtil inflationen bevæger sig mod et niveau tilstrækkeligt tæt på, men under 2 pct., vil ECB holde renten på det nuværende eller et lavere niveau.

Centralbanken afventer en ny økonomisk prognose i december, før pengepolitikken justeres, lød det samtidig.

Det fik efterfølgende flere økonomer i danske banker til at meddele, at de forventer, at ECB til december både øger og forlænger obligationsopkøbsprogrammet, der som minimum løber frem til udgangen af juni næste år.

/ritzau/FINANS

Nicoline Kjelland

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder