Europa/lukning: Opkøb og regnskaber sendt Stoxx 600 i rekord

Udgivet den 02-08-2021  |  kl. 17:55  |  

Britiske Meggitt blev mandagens helt store vinder i Stoxx 600-indekset, der endte i rekord efter fremgang til blandt andet luksusvare- og mikrochipsektorerne.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede med en stigning på 0,6 pct. i 464,45, og dermed blev torsdagens lukkerekord i 463,84 overgået.

Meggitt steg 55,3 pct. til 728,60 pence, efter at den amerikanske industrikoncern Parker-Hannifin vil opkøbe den britiske producent af dele og undersystemer til luftfart for over 6 mia. pund.

Parker-Hannifin betaler 800 pence per aktie for det britiske selskab kontant, hvilket samlet løber op i omkring 6,3 mia. pund - knap 55 mia. kr.

Axa steg 4,2 pct. på børsen i Paris, mens tyske Allianz dykkede 7,8 pct., efter regnskab og nyt om kulegravning i USA.

Franske Axa overgik forventningerne til indtjeningen i første halvår, mens Allianz' aktie fik det glatte lag, efter at koncernen oplyste, at den venter svækkede indtægter som følge af det amerikanske justitsministeriums kulegravning.

De europæiske mikrochipaktier var i hopla med stigninger på 4,0 pct. til tyske Infineon og 2,1 pct. til den hollandske ASML, der producerer udstyr til mikrochipproduktion.

Det kom, efter et opløftende regnskab fra den amerikanske mikrochipproducent ON Semi.

Luksusvareselskaberne var også med til at trække op i Stoxx 600-indekset med et plus på 1,9 pct. til franske LVMH og 2,4 pct. til ligeledes franske Kering.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder