Europa/lukning: Positiv stemning efter Fed- og Kina-nyt

Udgivet den 18-08-2022  |  kl. 17:55  |  

En dueagtig hældning og lidt positivt nyt fra Kina var torsdag med til at understøtte de europæiske aktier, hvor it-selskabet Adyen gik mod strømmen efter et skuffende regnskab.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede torsdag med en stigning på 0,4 pct.

Onsdag aften var opmærksomheden på referatet fra det seneste rentemøde i USA, der viste enighed blandt embedsmændene om at fortsætte den aggressive bekæmpelse af inflationen, men der var også en dueagtig hældning, da nogle så risiko for en for hurtig stramning.

Der var også lidt positivt nyt fra Kina, hvor et statsmedie meddelte, at lokalregeringer kan sælge obligationer for yderligere 229 mia. dollar for at støtte den haltende økonomi, og yderligere fortalte Kinas præsident, Xi Jinping, at landet vil fortsætte med at åbne sin økonomi.

Tilbage i Europa dykkede Adyen 4 pct., efter at det hollandske selskab, der blandt andet laver Netflix' betalingssystem, skuffede med både omsætning og driftsindtjening.

Adyen er blandt andet ramt af en stigning på 47 pct. i driftsudgifterne som følge af blandt andet en acceleration i ansættelserne samt højere rejse- og eventudgifter.

Det svenske industriselskab Nibe endte 7,5 pct. højere, efter et regnskab hvor særligt en stigning i salget i klimaanlæg-segmentet i Europa blev fremhævet.

Der var også solid fremgang på 15,7 pct. til den schweiziske medicinalunderleverandør Siegfried, der blev belønnet for et bedre end ventet regnskab.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯