Europa/lukning: Rejseaktier blev presset af britisk rejseudmelding

Udgivet den 14-08-2020  |  kl. 17:49  |  

Der var pres på de europæiske luftfarts- og rejseselskaber i fredagens handel, efter at Storbritannien besluttede at indføre en 14-dages karantæne for rejsende, der vender tilbage til de britiske øer fra flere lande heriblandt Frankrig, Holland og Malta.

Den nyhed sendte selskaber som Easyjet, IAG, TUI og Ryanair under pres, på en dag hvor stemningen i forvejen var negativ.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks faldt med 1,2 pct., mens de tre ledende europæiske indeks - det tyske, det franske og det britiske - faldt med mellem 0,7 pct. og 1,5 pct.

Det britiske udenrigsministerium meddelte fredag, at det nu fraråder alle unødvendige rejser til blandt andet Frankrig, Holland og Malta.

Det britiske lavprisluftfartsselskab Easyjet endte dagen med et fald på 6,6 pct.

Britiske IAG, der ejer British Airways, tabte 4,8 pct. Tyske TUI dykkede med 8,3 pct., og Ryanair faldt 4,5 pct. på børsen i London.

Torsdag føjede det danske udenrigsministerium Belgien og Malta til listen over lande, hvor det frarådes at rejse til, hvis det ikke er nødvendigt. I forvejen er blandt andet Spanien også på den liste.

Også krydstogtselskabet Carnival måtte fredag se aktien falde en smule. Aktien faldt med 0,2 pct. på børsen i London.

Med i toppen af Stoxx 600-indekset fredag var danske Pandora. Smykkeselskabets aktie endte fredag 3,2 pct. højere til 450 kr. uden umiddelbart bagvedliggende nyt.

Pandora offentliggør regnskab for de første seks måneder af året tirsdag.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder