Europa/lukning: Renault og TUI toppede grønne markeder

Udgivet den 27-05-2020  |  kl. 17:47  |  

De europæiske aktier var - i modsætning til det danske marked isoleret set - i klar fremdrift onsdag, hvor størstedelen af de ledende indeks på kontinentet steg over 1 pct.

Særligt finans- og bilaktier var i kridthuset, da investorerne igen fokuserede på de positive nyheder omkring genåbningen af økonomien.

Det skabte rift om cykliske aktier, hvor handlerne lige nu leder efter de papirer, der er blevet for billige som følge af coronanedturen.

- De europæiske investorer fokuserer lige nu virkelig meget på genåbningen, og det får noget momentum. Med de cykliske aktier synes de mest ekstreme scenarier at være indpriset, og folk leder efter billige muligheder, siger Ian Williams, der er strateg hos Peel Hunt, til nyhedsbureauet Reuters.

I London steg FTSE 100-indekset 1,1 pct., det franske CAC 40 løftedes 1,6 pct., og DAX-indekset i Frankfurt steg 1,3 pct.

Det brede Stoxx 600-indeks steg 0,1 pct. Herunder steg banksektoren 3,9 pct. og bilsektoren 4,9 pct.

I toppen gik det tyske rejseselskab TUI for tredje dag på stribe voldsomt frem. Her var det også genåbningsnyhederne, der prægede - og i særlig grad udsigten til, at Tyskland måske vil fjerne rejserestriktioner til 31 forskellige europæiske lande.

Aktien steg 14,5 pct. til 5,91 euro.

Den franske bilproducent Renault steg 16,4 pct. til 22,29 euro efter nyt om et tættere samarbejde om udvikling og produktion med partnerne Nissan og Mitsubishi.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder