Europa/lukning: Spansk nedtur i positivt marked

Udgivet den 12-11-2019  |  kl. 17:48  |  

Det spanske aktiemarked kunne ikke holde trit med stigninger i resten af Europa, da investorerne reagerede negativt på nyheden tirsdag eftermiddag om, at Spaniens socialdemokratiske parti og venstrefløjspartiet Unidas Podemos vil danne en koalitionsregering.

De to partier forsøgte også at samarbejde efter det spanske parlamentsvalg i april - men det mislykkedes, og mindretalsregeringen har brug for andre partiers støtte for ikke at blive stemt ned.

- Hvis det dengang var en dårlig mulighed, så er det endnu værre nu, da de har behov for støtte fra mindre partier hver især med deres egne krav, siger investeringschef Alfonso Benito fra Dunas Capital ifølge Bloomberg News.

Det spanske eliteindeks faldt ca. 0,8 pct. efter pres særligt på bankaktierne.

Imens var der stigninger på hovedparten af de øvrige børser i Europa, og det brede Stoxx 600-indeks endte ca. 0,5 pct. højere.

Telesektoren steg samlet 1,4 pct. med den franske teleoperatør Iliad som absolut topscorer med en kursstigning på 20 pct.

Stigningen til Iliad kommer efter nyheden om et aktietilbagekøb på 1,4 mia. euro finansieret af grundlæggeren af selskabet, Xavier Niel, hvis ejerandel herefter vokser fra 52 pct. til 72 pct.

Endvidere steg den britiske telekæmpe Vodafone 3,5 pct. i kølvandet af et regnskab, der indeholdt en opjustering og viste tiltrængt vækst blandt andet i Spanien.

I bunden af Stoxx 600 lå et andet britisk selskab - elektronikforhandleren Electrocomponents - som faldt 10,7 pct. efter et skuffende halvårsregnskab.

Mere opløftende tolkede investorerne regnskabet fra den tyske halvlederproducent Infineon, hvis aktie på børsen i Frankfurt steg 7,5 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder