Europa/lukning: Sur dag med mest pres på råvareaktierne

Udgivet den 26-02-2021  |  kl. 17:54  |  

De europæiske aktiemarkeder lukkede en sur uge med solide fald, idet investorerne tog gevinst i de cykliske råvareaktier, der har været flyvende i februar.

Nogle af de højtflyvende teknologiaktier kom lidt igen, idet bekymringerne over de stigende renter aftog en smule.

Opmærksomheden var i løbet af ugen især rettet mod den tiårige amerikanske statsobligation, der ved fredagens lukketid fastholdt niveauet over 1,50 pct.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks faldt 1,6 pct. Det tyske DAX-indeks tabte 0,7 pct., og det britiske FTSE 100-indeks lukkede med et minus på 2,5 pct.

Energiaktierne har været flyvende i de seneste uger på udsigten til genåbning af økonomien, men fredag lukkede sektoren nederst blandt Stoxx 600-indeksets 11 sektorer.

Franske Total tabte 2,9 pct. og britiske BP faldt med 4,5 pct.

Oliepriserne faldt på en stigning i dollarkursen, samtidig med at der er forventninger om, at olieproduktionen vil blive øget igen.

Mineselskaberne har også haft massiv medvind i februar, efter blandt andet store stigninger til industrimetallerne.

På månedens sidste handelsdag måtte minegiganten Rio Tinto af med 4,5 pct. og Anglo American tabte 6,1 pct.

De dyrt prissatte teknologiaktier var frem til torsdag ramt af de stigende renter, men fredag var der lidt medvind til enkelte teknologiaktier.

Det gjaldt blandt andet tyske Infineon, der steg med 2,4 pct. efter et løftet kursmål hos Bernstein.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder