Europa/lukning: Tysk speditør belønnet - britisk selskab i top

Udgivet den 05-08-2020  |  kl. 17:54  |  

Der var grønne tendenser på de europæiske aktiemarkeder onsdag, hvor det brede Stoxx 600-indeks endte dagen med en stigning på 0,4 pct.

De ledende indeks i Storbritannien, Tyskland og Frankrig endte mellem 0,4 pct. og 1,1 pct. højere, på en dag hvor der var flere regnskaber fra europæiske selskaber at forholde sig til.

Deutsche Post, der blandt andet konkurrerer med danske DSV Panalpina, fremlagde regnskabstal for andet kvartal.

Den tyske speditør- og postgigant leverede en bedre end ventet omsætning i kvartalet, hvor fire ud af fem divisioner leverede indtjeningsvækst. Deutsche Post-aktien steg 2,9 pct.

Hårdere ramt af coronakrisen var BMW, der for andet kvartal måtte konstatere et driftstab (EBIT) på 666 mio. euro. Det var værre, end analytikerne havde frygtet, da de ifølge estimater fra Bloomberg News havde ventet et tab på 419,9 mio. euro. I samme kvartal sidste år havde BMW til sammenligning et driftsoverskud på 2201 mio. euro.

Aktien faldt 3,1 pct.

Bedre gik det for de europæiske rejse- og luftfartsaktier. Easyjet-aktien steg 6,5 pct., Deutshce Lufthansa vandt 6,2 pct., og samlet steg sektoren for rejse og fritid under Stoxx 600 med 3,3 pct.

Britiske IWG, der ejer en række selskaber inden for kontorudlejning, endte allerøverst i Stoxx 600 med en stigning på 10,8 pct.

Tirsdag offentliggjorde IWG regnskab for første halvår 2020, som viste en vækst i omsætningen på 3,6 pct.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder