Europa/lukning: Wizz Air fløj højt i blandet marked

Udgivet den 01-07-2022  |  kl. 17:52  |  

Det var lidt af en blandet landhandel på de europæiske aktiemarkeder fredag, hvor det startede positivt, skiftede til negativt og siden endte temmelig blandet.

I London faldt FTSE 100-indekset således med 0,2 pct., og i Paris og Frankfurt løftedes CAC 40-indekset og DAX-indekset med henholdsvis 0,04 pct. og 0,1 pct.

Det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks faldt med 0,1 pct., og samlet set kom der mere ro på efter en nervøs dag torsdag

Men nervøsiteten lurer fortsat lige om hjørnet.

- I Europa - og globalt - ser det cykliske billede ikke godt ud. Der er en lang liste af risikofaktorer, og den sædvanlige sikkerhedsventil er tydeligvis ikke til stede lige nu, siger Dirk Schumacher, der er chef for makroanalyse hos Natixis, til nyhedsbureauet Reuters.

Han henviser til de lave renter og store pengepolitiske stimuli, som centralbankerne har holdt hånden under markederne med gennem de foregående mange år, men som i 2022 er forduftet hurtigt.

Blandt vinderne fredag var det ungarske lavprisluftfartsselskab Wizz Air, der blev gavnet af en løftet anbefaling hos Redburn, men også generelt god stemning i sektoren.

Wizz Air steg med 5,4 pct. til 1849,50 pence på børsen i London, hvor den er hovednoteret.

Samme sted steg Easyjet med 2,0 pct. til 373,80 pence, og International Consolidated Airlines Group (IAG), der står bag blandt andet British Airways og Iberia, steg med 1,3 pct. til 109,02 pence.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯