Europa/middag: Britisk detailkæmpe belønnes for beroligende melding

Udgivet den 20-05-2020  |  kl. 12:59  |  

De europæiske aktier svinger onsdag rundt omkring udgangspunktet, men over middag er balancen tippet til let fremgang, mens investorerne forsøger at blive klogere på effekten af de genåbninger, der er i gang i mange lande.

I London stiger FTSE 100-indekset med 0,2 pct., det franske CAC 40 falder marginalt, og det tyske DAX-indeks stiger med 0,6 pct.

Det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks tager et hop på 0,4 pct.

- Investorerne spiller et afventede spil. Årsagen er, at vi gerne vil se, hvordan udgangen fra nedlukningerne skrider frem, og hvor hurtigt hver enkelt økonomi kommer igen, siger Edmund Shing, der er global chef for aktiederivater hos BNP Paribas, til nyhedsbureauet Reuters.

Blandt de positive indslag er den britiske detailkæmpe Marks & Spencer, der har løftet sløret for, at handlen i de seks uger frem til den 9. maj var bedre end selskabets eget Covid-19-scenarie, og at særligt onlinehandel og fødevarer har klaret sig godt.

Ifølge det amerikanske finanshus Morgan Stanley bør man i øvrigt ikke være bekymret for Marks & Spencers balance eller likviditet, der ser ganske fornuftig og modstandsdygtig ud.

Hvis man benytter en såkaldt sum of the parts-model vurderer finanshuset, at markedet værdisætter aktien alt for lavt. Derfor fastholdes anbefalingen "overvægt" og et kursmål på 160 pence.

Marks & Spencer-aktien stiger med 8,7 pct. til 93,30 pence på børsen i London.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder