Europa/middag: Falder som en kniv ingen vil gribe

Udgivet den 29-09-2022  |  kl. 13:00  |  

- Investorerne har ikke lyst at gribe en faldende kniv, siger chefinvestor Esty Dwek i Flowbank til Bloomberg News i en symptomatisk kommentar til den negative stemning, der hersker over de europæiske aktiemarkeder markeder torsdag først på eftermiddagen.

Glemt er de opløftende impulser fra den britiske centralbank Bank of Englands stimulerende opkøb af statsobligationer, som onsdag eftermiddag sænkede renterne og løftede aktierne til et plus på 0,3 pct. for det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks. Torsdag middag er indekset igen i minus - med 1,3 pct. ved middagstid til 384,4.

For en måned siden lå indekset i 426.

Som markedsiagttagerne i almindelighed begrunder også Esty Dwek den bedrøvelige udvikling med Den Europæiske Centralbanks behov for at stramme pengepolitikken for at dæmme op for inflationen, samtidig med at netop opstramningen og de højere renter sammen med stigende energipriser truer med at spænde ben for en europæiske økonomi.

Den tilgang kommer taler fra ikke færre end 13 ud af 25 medlemmer af centralbankens ledelse torsdag ikke til at ændre. Tværtimod har friske prisdata fra en række tyske delstater torsdag formiddag vist, at inflationen ikke løjer af, og at behovet for stramninger i pengepolitikken består.

På de store europæiske aktiemarkeder falder de toneangivende indeks 1,0 pct. for FTSE 100-indekset i London og med 1,2 pct. for DAX-indekset i Frankfurt og for CAC 40-indekset i Paris.

Selskabsspecifikt er der torsdag fremgang til Rational, der stiger 16,2 pct. i toppen af Stoxx 600, efter at den tyske leverandør af køkkenmaskiner har opjusteret sine forventninger til salg og driftsresultat under indtryk af bedre udsigter for forsyningskæden.

Nederst i indekset med et minus på 12,5 pct. ligger den britiske ejendomsudvikler Barratt Developements, der - lige som øvrige branchekolleger - lider under nervøsitet for, at budgetudspil fra den nye britiske regering vil trække renterne yderligere op.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯