Europa/middag: Italienske Atlantia til vejrs i grønne markeder

Udgivet den 15-07-2020  |  kl. 13:04  |  

Der er god stemning på de europæiske aktiemarkeder onsdag, efter at flere indekser tirsdag endte i rødt.

Det tyske DAX-indeks stiger 1,2 pct., og det britiske FTSE 100 stiger 1 pct. Bedst er stemningen på det franske CAC 40-indeks, der stiger 1,6 pct.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger 1,2 pct., blandt andet drevet af rejsesektoren, der stiger 2,4 pct. og sektoren for industri og service, der stiger 2,6 pct.

ATLANTIA LUKRERER PÅ MULIGT FRASALG

Den italienske infrastrukturgigant Atlantia topper onsdag det fælleseuropæiske indeks.

Atlantia, der er ejet af den rige italienske Benetton-familie, stiger over 20 pct. på børsen i Milano, efter at den italienske premierminister, Giuseppe Conte, har udtrykt ønske om at overtage selskabet Autorstrade, som Atlantia ejer 88 pct. af.

Autostrade driver de italienske betalingsmotorveje af samme navn. Men efter et dødbringende kollaps af en motorvejsbro i Genoa for snart to år siden, der kostede 43 mennesker livet, har en majoritet af koalitionen bag den italienske premierminister arbejdet på at få selskabets licens til drift af motorvejene trukket tilbage.

Atlantia-aktien stiger 24 pct. til 14,16 euro.

Det tyske rederi Hapag-Lloyd, der konkurrerer med Mærsk, kommer gennem første halvår med en solid fremgang til resultatet.

Det viser foreløbige regnskabstal, som det tyske rederi har fremlagt onsdag.

Her landede driftsresultatet, EBITDA, på godt 1,5 mia. euro i det første halvår mod 956 mio. euro samme periode sidste år.

Samtidig fastholder Hapag-Lloyd sine forventninger til året om et EBITDA, der ventes at lande mellem 1,7 og 2,2 mia. euro, mens EBIT ventes at lande i spændet 500 mio. euro til 1 mia. euro.

Investorerne tager godt imod de foreløbige tal og sender aktien op med 8,8 pct. til 55,90 euro.

BRITISK MODEHUS HAVDE 45 PCT. FALD I SALGET I KVARTAL

I bunden af Stoxx 600-indekset er britiske Burberry, som er kendt for sine ikoniske tern.

Modehuset har været hårdt ramt på salget i første kvartal af regnskabsåret 2020/21, fremgår det af en handelsopdatering fra selskabet onsdag morgen.

Burberry oplevede et fald i det sammenlignelige salg på 45 pct. i første kvartal, der sluttede 27. juni, sammenlignet med samme periode året forinden

På baggrund af salget i juni sætter Burberry sine forventninger til andet kvartal, der slutter i september, til en nedgang på mellem 15 og 20 pct. Samlet ventes salget at dykke med 40 til 50 pct. i første halvdel af regnskabsåret.

Aktien falder 4,5 pct. til 1,49 pence.

SVENSKE BANKER I RØDT

De to svenske banker SEB og Handelsbanken har offentliggjort regnskab for andet kvartal onsdag. Selv om bankerne kom nogenlunde igennem det første halvår, tager investorerne mindre godt i mod regnskaberne.

SEB havde bedre end ventet driftsresultat og indtjening, men en stor nedskrivning på 2,7 mia. svenske kr. i kvartalet er med til at hive aktien 3 pct. ned til 87,67 svenske kr.

Handelsbanke, SHB havde omvendt væsentligt lavere nedskrivninger end ventet, mens så sine nettorenteindtægter lande en smule laverer end ventet i kvartalet.

SHB-aktien falder 1,6 pct. til 91,39 kr. på børsen i Stockholm.

/ritzau/FINANS

Nikolaj Schou Kesting

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder