Europa/middag: Metal- og minesektor trækker indekset ned

Udgivet den 20-09-2021  |  kl. 13:01  |  

Det europæiske aktiemarked bugner med røde tal ved middagstid mandag. Det sker som følge af det skælv, som den kinesiske ejendomskoncern China Evergrande i øjeblikket skaber, kombineret med investorernes afventende position forud for centralbankmøder i blandt andet USA og Storbritannien.

Ved 12.30-tiden ligger det fælleseuropæiske Stoxx 600 nede med 1,9 pct., mens det tyske DAX-indeks falder med hele 2,3 pct.

Især stål- og mineselskaber trækker det europæiske indeks ned grundet faldende priser på jernmalm og industrimetaller.

Jernmalmprisen forlænger sin nedtur til under 100 dollar per ton, idet Kina har sat restriktioner for den industrielle aktivitet i nogle provinser.

Metal- og minesektoren i Stoxx 600 ligger med et fald på 5,2 pct. med britiske Anglo American som den hidtil største taber med et dyk på 9,2 pct.

Også selskaber som Norsk Hydro og Rio Tinto er hårdt ramte. De falder med henholdsvis 6 pct. og 5,2 pct.

Det er dog ikke kun ovenstående sektor, der er ramt mandag. Også it-konsulentselskabet Sopra Steria, der er børsnoteret i Frankrig, lider et fald på 8,5 pct.

Børsfaldet skyldes rygter fra BFM Business om, at Sopra Steria angiveligt skulle have udvist interesse i et opkøb af Atos. Opkøbet skulle ifølge Oddo BHF udvande aktien betydeligt. Også franske Thales skulle have vist interesse i Atos - i hvert fald i selskabets forretning for cybersikkerhed, som Atos ifølge rapporten ikke er interesseret i at skille sig af med.

Thales dykker 1,5 pct.

I den positive ende af indekset finder man Astrazeneca, der mandag har fremlagt positive data fra et fase 3-sammenligningsstudie for et lægemiddel til brug mod brystkræft.

Det sender aktien op med 3,2 pct. hvilket er nok til at toppe det paneuropæiske aktieindeks Stoxx 600.

.\\˙ MarketWire

Selver Elezovic

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder