Europa/middag: Moderate fald efter nye smittetal og kaotisk tv-duel

Udgivet den 30-09-2020  |  kl. 12:47  |  

De toneangivende europæiske aktiemarkeder ligger onsdag over middag med moderate fald, idet et stigende antal coronavirustilfælde og en kaotisk første tv-duel, der har understreget risikoen relateret til det amerikanske præsidentvalg, har ramt risikoappetitten ved udgangen af en tumultarisk måned.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger med et minus på 0,5 pct. Det tyske DAX-indeks taber 0,6 pct., og det britiske FTSE-indeks kan nøjes med et fald på 0,2 pct.

- Det var en vred ordudveksling, men der kom ikke meget ud af det, som kan få investorerne til at skifte mening på den ene eller anden måde, vurderer Simona Gabarini, der er markedsøkonom hos Capital Economics, med henvisning til den amerikanske tv-duel ifølge Reuters.

Den hollandske enzym- og ingredienskoncern DSM, der konkurrerer med blandt andet Chr. Hansen og til dels også Novozymes, har solgt forretningsbenet harpiks og funktionelle materialer til Covestro for 1,6 mia. euro.

Forretningsbenet omsatte sidste år for lige over 1 mia. euro, og stod for 133 mio. euro af DSM's driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA.

Det understøtte DSM-aktien, der bliver sendt op med 3,6 pct., mens tyske Covestro dykker med 7,5 pct.

De europæiske mikrochipproducenter ligger svagt med minus på 1,4 pct. til den hollandske mikrochipudstyrsproducent ASML samt et fald på 1,3 pct. til den tyske mikrochipproducent Infineon.

Det kommer i kølvandet af tirsdag aftens prognoseskuffelse fra den amerikanske chipproducent Micron Technology, der også fortalte, at den har standset sine leverancer af halvledere til kinesiske Huawei.

Det franske affald- og vandforsyningsselskab Suez stiger 4,9 pct., efter at den større rival Veolia har løftet sit bud for at købe en aktiepost på 29,9 pct. i selskabet.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder