Europa/middag: Olieselskaber til tops efter angreb i nervøst marked

Udgivet den 16-09-2019  |  kl. 12:09  |  

Usikkerheden har mandag bredt sig på det europæiske aktiemarked, efter at to saudiske olieanlæg lørdag blev angrebet af droner, hvilket midlertidigt har reduceret den daglige produktion med 5,7 mio. tønder.

Der er ved middagstid røde tal på tværs af Europa, hvor de ledende indeks i Frankrig, Storbritannien og Tyskland falder 0,2 til 0,8 pct., mens det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks bakker 0,5 pct.

To sektorer klarer dog frisag i indekset - olie- og gasselskaberne og forsyningssektoren - hvilket kan tilskrives, at olieprisen er steget omkring 10 pct. siden lørdagens angreb.

Det er med til at sende Tullow Oil til tops i indekset med et plus på 9,9 pct. til 244,20 pence, mens Lundin Petroleum og Aker følger efter med stigninger på henholdsvis 7,9 pct. til 323,9 svenske kr. og 5,8 pct. til 265,50 norske kr.

På sektorniveauer kravler olie- og gasselskaberne op med 2,8 pct., mens forsyningsselskaberne i Stoxx 600-indekset som helhed stiger 0,3 pct.

I bunden af indekset er den italienske vejoperatør Atlantia for anden handelsdag i træk at finde.

Fredag faldt aktien 8,1 pct., efter at landets myndigheder arresterede ni personer fra et af selskabets datterselskaber i relation til en broulykke i Genoa i august 2018, og mandag dykker aktien yderligere 7,8 pct. til 20,44 euro.

I weekenden er det kommet frem, at ejerfamilien bag selskabet overvejer at ændre i selskabets ledelse, skriver Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder