Europa/middag: Råvareaktier troner efter stærke kinesiske PMI-tal

Udgivet den 02-12-2019  |  kl. 12:27  |  

Der hersker positiv stemning på de europæiske aktiemarkeder mandag over middag, hvor afsmitningen fra stærke kinesiske PMI-tal er tydelig.

De er med til at sikre et positivt fokus på særligt cykliske aktier, og generelt trækkes samtlige af de største ledende indeks på det europæiske kontinent med op.

FTSE 100-indekset i London stiger med 0,4 pct., DAX-indekset i Frankfurt løftes 0,7 pct., og i Paris stiger CAC 40-indekset med 0,3 pct.

Samtidig går det paneuropæiske Stoxx 600-indeks op med 0,4 pct. Under sidstnævnte indeks er det gruppen af råvareaktier, som overordnet set er cykliske, der stiger mest efter de positive kinesiske tal. Sektoren løftes med 1,1 pct.

- Tallene var en smule bedre end ventet, så det er gode nyheder. Det giver også mening i forhold til den seneste udvikling i forhold til en fase 1-aftale mellem USA og Kina. Stemningen er løftet en smule, fordi det synes plausibelt, at de vil nå denne fase 1-aftale, siger Teeuwe Mevissen, der er seniormarkedsøkonom hos Rabobank, til Reuters.

Blandt enkeltaktierne er der positiv afsmitning til blandt andet det britiske olieselskab Tullow Oil, der løftes med 4,4 pct. til 136,75 pence.

Selskabet trækkes både op af de bedre end ventede PMI-tal, der udløser en pæn stigning i oliepriserne, og af udsigten til et salg af selskabets andel af et oliefelt i Uganda.

Finske Huhtamäki, der producerer emballage og konkurrerer med blandt andet danske Hartmann, stiger desuden 3,7 pct. til 41,31 euro, efter at Exane BNP Paribas har løftet sin anbefaling af aktien til "outperform" fra "neutral".

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder