Europa/middag: Store fald efter frygt for flere nedlukninger

Udgivet den 28-10-2020  |  kl. 12:11  |  

Aktiemarkederne i Europa er onsdag malet mørkerøde, da investorerne frygter en reprise af forårets massive nedlukninger.

I Tyskland presser kansler Angela Merkel på for at indføre en nedlukning af barer og restauranter fra næste måned for at dæmme op for de stigende smittetal, mens den franske præsident, Emmanuel Macron, ifølge lokale medier undersøger muligheden for national nedlukning fra torsdag.

Det sender det fælleseuropæiske indeks Stoxx 600 ned med 1,8 pct. ved middagstid, mens det tyske DAX-indeks noterer sig det største fald med 2,7 pct. Også det franske CAC 40-indeks falder stort til 2,4 pct. Lidt bedre går det i Storbritannien, hvor FTSE 100 dykker 1,5 pct.

Blandt enkeltaktierne er der lidt tiltrængt pusterum til hårdt prøvede Deutsche Bank, der i tredje kvartal kunne melde om et nettooverskud på 182 mio. euro, hvilket klart overgik analytikernes forventninger om et underskud på 114 mio. euro.

Det var særligt Deutsche Banks investeringsafdeling, der trak resultatet op.

Det er med til at sende aktien op med 2,4 pct. til 8,09 euro, og dermed trodser selskabet den triste stemning på det tyske marked.

Der er også nyt for FLSmidth-investorerne, da den finske konkurrent Metso Outotec har leveret et skuffende regnskab for tredje kvartal, der af Handelsbanken betegnes som "blødt på alle linjer". Banken fremhæver blandt andet, at ordreindgangen var 23 pct. under analytikernes forventninger og ordrebogen 13 pct. lavere en bankens estimat.

Det sender aktien i dørken med et fald på 10,4 pct. til 5,86 euro.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder