Europa/middag: Udsigt til rekord med sydeuropæiske selskaber i top

Udgivet den 17-02-2020  |  kl. 13:33  |  

De europæiske aktier er i god form mandag, og specielt bilaktierne kører godt.

Det brede europæiske aktieindeks, Stoxx 600, stiger 0,3 pct. til 431,89, hvilket er rekord. De tre ledende aktieindeks i Europa, Storbritannien, Frankrig og Tyskland stiger henholdsvis 0,4, 0,2 og 0,2 pct.

I toppen af Stoxx 600 ligger den franske producent af bildele Aurelia, der har leveret regnskab for fjerde kvartal og dermed for 2019. Selskabet landede en omsætning på 17,8 mia. euro, hvilket var som ventet ifølge Bloomberg News. Udbyttet blev sat op til 1,30 euro fra 1,25 euro.

Udsigterne for 2020 er til den positive side, da selskabet venter solid rapporteret salgsvækst. Selskabet venter også bedret rentabilitet, da driftsmarginen ses over 7,2 pct.

Det sender aktien op i toppen med en stigning på 5,8 pct. til 45,40 euro.

I toppen ligger også den italienske pumpevirksomhed Interpump, der også kom bedre ud af 2019 end ventet. Aktien stiger 5,6 pct. til 31,10 euro.

Interpump leverede et overskud i fjerde kvartal, der steg knap 24 pct. til 45,2 mio. euro. Og selskabet venter for perioden 2020-2022 en vækst på omkring 33 pct. og en EBITDA-margin på 22 pct.

I den anden ende af det brede indeks ligger det britiske olieefterforskningsselskab Tullow Oil, der falder 4,5 pct. til 43,22 pence. Det skyldes, at selskabet ikke har ramt olie i en boring i Peru, Marina-1.

Sundhedsselskabet NMC Health, der har hovedsæde i Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater, men som er hovednoteret på børsen i London, må vinke farvel til dets formand og stifter, Bavaguthu Raghuram Shetty.

Det blev taget ilde op på aktiemarkedet, hvor aktien mandag morgen faldt massivt. Mandag middag ligger aktien stort set uændret i 775,80 pence.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder