Europa/middag: Ukraine og rentefrygt tynger - Signify glimter i toppen

Udgivet den 28-01-2022  |  kl. 12:35  |  

De europæiske aktiemarkeder ligger i rødt fredag middag på bekymringer om geopolitisk uro i Ukraine og udsigten til stigende renter.

Det brede aktieindeks Stoxx 600, der falder 1,5 pct. til 463,41 ved middagstid, har kurs mode den fjerde dag i træk med fald - og den værste måned siden oktober 2020, skriver Reuters.

Indekset sluttede 2021 af i indeks 487,80.

- Usikkerhed om, hvorvidt den amerikanske centralbank, Federal Reserve, stadig kan styre os til en blød landing har drevet markedsvolatiliteten til det højeste niveau i mere end et år, siger Mark Haefele, investeringschef i UBS, til Reuters.

- Men den underliggende økonomisk vækst vil sandsynligvis forblive robust i første halvår, hvilket favoriserer cykliske virksomheder og værdiaktier, siger han.

Detailsektoren ligger som den eneste i plus ved middagstid i Stoxx 600, trukket op af svenske Hennes & Mauritz, der stiger næsten 4,9 pct. efter et opløftende regnskab for fjerde kvartal.

I de sidste tre måneder af 2021 tjente H&M 4,6 mia. svenske kr., hvilket var 86 pct. mere end i samme periode året før og 13 pct. bedre end konsensusforventningerne ifølge Direkt på 4,1 mia. svenske kr.

H&M omsatte i perioden desuden for 56,8 mia. svenske kr. Det var 11 pct. mere end året før.

- Nu, hvor vi er tilbage til en mere normaliseret situation med en stærk finansiel position og god indtjening, kan vi fuldt ud fokusere på vækst igen, siger administrerende direktør Helena Helmersson fra H&M i regnskabet.

Helt i toppen af det europæiske indeks glimter den hollandske lysproducent Signify, tidligere Philips Lighting, med et plus på 12 pct., efter at selskabet er kommet med regnskab for fjerde kvartal, der var bedre end ventet. Det sammenlignelige salg steg i perioden med 4,5 pct. mod estimerede 0,8 pct. ifølge Bloomberg News.

Lysproducenten ser et sammenligneligt salg ende på 3-6 pct. i år.

Tyske Henkel, som blandt andet laver skønhedsprodukter, klæbemidler og vaskeprodukter, dropper 9,8 pct., efter at selskabet er kommet med foreløbige tal for 2021.

Henkels organiske vækst ser ud til at lande på 7,8 pct. i 2021 og ser en organisk vækst i år på 2-4 pct.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯