Fastfood-kæde i fortsat fremgang

Udgivet den 10-10-2012  |  kl. 05:52  |  

Yum! Brands, der ejer de store fastfoodkæder KFC, Pizza Hut og Taco Bell aflagde tirsdag, efter markedet i USA lukkede, regnskab for tredje kvartal. Det blev her til en opjustering af indtjeningsforventningerne, og aktien steg i eftermarkedet 4 pct. til 66,04 dollar efter en tilbagegang på 1,3 pct. i den ordinære handel.

Yum! Brands omsætning steg 9,2 pct. til 3,57 mia. dollar i tredje kvartal, hvilket var marginalt svagere end de 3,65 mia. dollar, analytikerne havde sat næsen op efter.

Det sammenlignelige salg steg 6 pct. i USA og 6 pct. i Kina. I selskabets internationale division var væksten 2 pct.

Indtjeningen i kvartalet landede på 471 mio. dollar svarende til 1,00 dollar per aktie, hvilket var en fremgang fra 0,80 dollar per aktie i samme kvartal i fjor. Den justerede indtjening steg til 0,99 dollar fra 0,83 dollar, og var således bedre den de 97 cent, som analytikerestimatet lød på.

Selskabet fokuserer fortsat det meste af sin energi på Kina og andre vækstmarkeder, idet det nordamerikanske marked er modnet og svært at opnå vækst på. Yum! Brands har 18.000 restauranter i USA mod omkring 5.000 i Kina og 500 i Indien.

I det forgangne kvartal var 86 pct. af de nyåbnede butikker placeret i vækstmarkederne.

Yum! Brands valgte at hæve sin forventning til indtjeningen for hele året til 3,24 dollar fra 3,21 dollar.

Udgivet af: Aktiefokus