Fed-chef ser økonomien yderligere svækket hvis hjælpepakker fjernes

Udgivet den 03-08-2020  |  kl. 15:23  |  

Chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i Dallas, Robert Kaplan, frygter, at den amerikanske økonomi vil blive svækket igen, hvis ikke tilskuddene til arbejdsløse forlænges.

Det siger han i et interview med Bloomberg TV mandag.

Han understreger, at han udtaler sig på egne vegne, men at han tror, at nye nedlukninger kan undgås, hvis alle amerikanere bærer masker.

I interviewet siger han ligeledes, at den amerikanske økonomi ventes at skrumpe mellem 4,5 og 5 pct. i år. I slutningen af året ventes arbejdsløsheden at være på 9 eller 10 pct., medmindre man finder bedre måder at håndtere coronavirusset på.

Robert Kaplan siger ligeledes, at han venter at se en forlængelse af nogle af de hjælpeprogrammer, som den amerikanske regering har igangsat - herunder udbetalinger til arbejdsløse. Sker dette ikke, kan økonomien blive ramt endnu hårdere, forudser han.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  macro❯  USA❯ 

Relaterede nyheder