Feds Mester: Er ikke tæt på stramningspause

Udgivet den 28-11-2022  |  kl. 16:59  |  

Da den amerikanske centralbank med sine stramninger begyder at bevæge sig ind i et restriktivt territorium for pengepolitikken, så har banken muligheden for at sænke tempoet for sine renteforhøjelser og evaluere effekterne.

Det siger chefen for Federal Reserve i Cleveland, Loretta Mester, i et interview med Financial Times.

- Jeg tror ikke, at vi er tæt på en pause (i renteforhøjelserne, red.), siger hun dog også.

På de seneste fire rentemøder i centralbanken er den ledende rente i USA blevet hævet med hele 75 basispoint hver gang, men på det forestående møde i december venter økonomerne en mindre en af slagsen på 50 basispoint.

Flere er også begyndt at tale om tidspunktet for, hvornår der kommer en pause i stramningerne - for at vurdere effekterne af striben af renteforhøjelser hidtil.

- Vi havde en god CPI-rapport for oktober, siger Loretta Mester og henviser til den seneste opgørelse af forbrugerprisernes udvikling.

Inflationen er fortsat milevidt over banken mål, men rapporten viste tegn på, at prisstigningerne muligvis har toppet.

- Jeg har brug for at se adskillige flere af disse og mere moderation og måske også en reduktion i kerneservicepriserne. Og vi skal også se bedre balance på jobmarkedet, siger Loretta Mester.

Hun tilføjer, at det er nemt at lade sig rive med at de gode nyheder, men ønsketækning må ikke tage pladsen for de hårde beviser i forhold til den pengepolitiske kurs.

- Omkostningerne ved at stoppe for tidligt er for høje. Vi vil være meget omhyggelige omkring dette, siger Loretta Mester endvidere.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  USA❯