Finanshus: Forventningerne til Vestas i 2020 er for høje

Udgivet den 03-12-2019  |  kl. 10:50  |  

Handelsbanken gentager i en analyse af Vestas-aktien tirsdag sin "sælg"-anbefaling samt et kursmål på 555 kr. for aktien, idet finanshuset vurderer, at markedets forventninger til volumenvæksten og marginudviklingen i 2020 er for optimistiske.

Det skriver Handelsbanken i analysen.

Den negative forventning til 2020 er på trods af, at finanshuset finder markedets forventninger til fjerde kvartal af 2019 realistiske. Handelsbanken fremhæver også aktiens positive udvikling med en stigning på 17 pct. siden regnskabet for tredje kvartal, der blev præsenteret den 7. november.

For 2019 venter både Handelsbanken og markedet en overskudsgrad på cirka 7,5 pct., men markedet venter ifølge finanshuset en overraskende høj overskudsgrad på 9,1 pct. i 2020.

Handelsbanken venter, at stigende omkostninger i første halvår 2020 vil hæmme udviklingen i driftsindtjeningen (EBIT). Det skyldes blandt andet, at den stærke volumenfremgang i udstyrsforretningen, der ventes i første halvår 2020, ikke vil kompensere for de øgede amerikanske tariffer, der har en negativ påvirkning på overskudsgraden med 150 basispunkter, lyder vurderingen.

- Derudover påpeger selskabet, at manglen på disciplin blandt de større spillere på markedet vil resultere i et større konkurrence- og prispres, skriver Handelsbanken, der også vurderer, at der på kort sigt er forhøjet risiko for dyre driftsforstyrrelser og forsinkelser fra leverandører.

Vestas-aktien ligger tirsdag med en stigning på 1,1 pct. i 665,20 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder