FirstFarms A/S køber selskab og opjusterer forventninger med 15 mio. kr.

Udgivet den 11-06-2020  |  kl. 16:08  |  

FirstFarms A/S har i dag indgået endelig aftale om køb af det Nordvestrumænske selskab AISM Srl. AISM Srl. ejer 2.430 hektar dyrket, bortforpagtet landbrugsjord i Rumænien, et moderne siloanlæg med 6.000 tons lagerkapacitet, fodermølle samt lager- og administrationsfaciliteter.

Jorden er beliggende i et meget frugtbart område af Rumænien med potentiale for høje udbytter på afgrøder. Den eksisterende ledelse i Vestrumænien overtager ansvaret for det nye driftscenter og vil udnytte FirstFarms' know-how bedst muligt.

Adm. direktør i FirstFarms, Anders H. Nørgaard, udtaler: "Vi har en unik viden omkring drift og udvikling af jord samt køb, oplagring og salg af afgrøder. Med denne aftale styrker vi vores egenkapital og balance og dermed beredskabet til udvikling af vores forretning".

Anders H. Nørgaard uddyber: "Vi ser et stort potentiale i udviklingen af AISM og vil bruge den kommende periode til at vurdere de forskellige muligheder og prioritere indsatsen". 

Købsprisen for AISM udgør 75 mio. kr. ud fra dagskurs for FirstFarms' aktier. Der er indhentet 2 eksterne vurderinger af aktiverne. De væsentligste aktiver er landbrugsjorden med en gennemsnitsværdi på 43.000 kr. pr. hektar. Aftalen giver en indtægt for FirstFarms A/S i størrelsesordenen 15-25 mio. kr. Indtægten udgør forskellen af dagsværdien af de købte aktiver fratrukket den betalte pris med aktier til dagskurs. Den endelige åbningsbalance offentliggøres med regnskabet for 2. kvartal 2020.

FirstFarms opjusterer de udmeldte forventninger til 2020 med 15 mio. kr. Der forventes nu et EBITDA-resultat i intervallet 110-135 mio. kr. og et EBIT-resultat på 60-85 mio. kr. Der blev i 2019 realiseret et EBITDA på 96 mio. kr. og EBIT på 48 mio. kr.

Det er positivt, at FirstFarms indtil nu kun har oplevet en mindre direkte påvirkning af produktionen, som følge af COVID-19.

Det er aftalt, at ejerne af AISM Srl. skal betales med aktier i FirstFarms A/S. Det er i den forbindelse aftalt, at ejerne af AISM Srl. skal modtage dels 1.198.500 nye aktier i FirstFarms A/S, og dels et betinget tilgodehavende svarende til værdien af 50.000 aktier.

Det betingede tilgodehavende skal indfries ved levering af aktier eller kontant 15 måneder efter closing, i det omfang der ikke forinden er rejst garantikrav.

De 1.198.500 nye aktier udstedes ved en kapitalforhøjelse til mindst markedskurs iht. bemyndigelse til bestyrelsen i FirstFarms A/S' vedtægter.

Ejerne af AISM Srl. vil komme til at besidde 16,5% af aktierne i FirstFarms A/S, som følge af transaktionen, såfremt der leveres aktier fuldt ud for det betingede tilgodehavende. Med købet styrkes FirstFarms' egenkapital med 90 mio. kr. - svarende til dagsværdi på de købte aktiver.

Med venlig hilsen
FirstFarms A/S


For yderligere information:
Se venligst vores hjemmeside www.firstfarms.dk eller kontakt adm. direktør Anders H. Nørgaard på telefon +45 75 86 87 87.


Vedhæftet fil

(16) FF køber selskab og opjusterer

\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder