Fjernet fra markedet: Andelen af solgte villaer i 2019 var rekordhøj

Udgivet den 13-02-2020  |  kl. 06:00  |  

Andelen af villaer, der er blevet solgt ud af det samlede antal villaer, der er fjernet fra markedet i 2019, er rekordhøj. Foto: Boligsiden.

Hver dag er der boliger til salg, som af den ene eller den anden årsag bliver fjernet fra boligmarkedet. En stor del af dem bliver solgt, imens sælgeren i andre tilfælde sætter salgsprocessen på pause eller af andre årsager ikke længere ønsker at have villaen til salg.

Men en ny opgørelse fra Boligsiden viser, at andelen af villaer, som røg af markedet alene fordi de blev solgt, var rekordhøj i 2019. 71 procent af de villaer, der i løbet af året blev taget af markedet, endte nemlig i et salg. Og det er den højeste andel, når vi sammenligner med de tidligere årsresultater tilbage til 2011.

"2019 var på mange måder et helt fantastisk år på boligmarkedet. Og især salget af villaer og rækkehuse gik strygende. I takt med de stigende priser og et dalende udbud er der generelt kommet større efterspørgsel på villaerne, og derfor ser vi også, at den samlede salgsprocent for denne boligtype stiger," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Attraktive, lokale markeder

Til sammenligning var det 52 procent af de fjernede boliger, som i 2011 blev solgt. Siden er andelen steget stødt, og i de seneste år har den ligget på omkring 68-70 procent, indtil den i 2019 altså kravlede op på de 71 procent.

Ser vi nærmere på, hvor i landet andelen af solgte boliger er særlig høj, er det især i kommuner i og omkring København. Men der er også kommuner langt væk fra hovedstaden, hvor salget går godt.

"På top 10 i denne opgørelse finder vi også Bornholm og Aabenraa kommuner, hvor andelen af solgte villaer udgjorde henholdsvis 80 og 81 procent af den samlede mængde af fjernede boliger fra markedet i 2019. Blandt andet har markedet på Bornholm fået et løft henover de seneste år. Her sælges flere villaer til højere priser, og den øgede efterspørgsel kan aflæses direkte i salgstallene," siger Birgit Daetz.

I toppen af listen ligger kommunerne Hvidovre og Ballerup, hvor andelen af solgte villaer i 2019 begge steder lå på 86 procent af det samlede antal boliger, der blev fjernet fra markedet.

Sådan har salgsprocenten udviklet sig:

År Salgsprocent for villaer i Danmark
2011 52%
2012 55%
2013 59%
2014 60%
2015 67%
2016 68%
2017 69%
2018 70%
2019 71%

(Salgsprocenten dækker over den andel af villaer, der er blevet solgt ud af det samlede antal villaer, der er blevet taget af markedet. Opgørelsen dækker over salg i hele 2019. Kilde: Boligsiden)

Top 10: Her lykkedes flest sælgere med deres salg af villa:

Kommune Antal fjernede i 2019 Antal solgte i 2019 Salgsprocent
Ballerup 331 284 86%
Hvidovre 352 303 86%
Egedal 436 364 83%
Halsnæs 434 357 82%
Bornholm 594 481 81%
Ærø 68 55 81%
Hillerød 457 367 80%
Aabenraa 538 429 80%
København 770 610 79%
Tårnby 372 294 79%

(Tabellen viser de ti kommuner med den højeste andel af villaer, der er blevet solgt ud af det samlede antal villaer, der er fjernet fra markedet i hele 2019. I opgørelsen indgår kun kommuner med minimum 15 fjernede boliger. Kilde: Boligsiden.)

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder