Flere skibsprojekter på vej fra Difko
Succes med at sælge fire skibsprojekter omkring årsskiftet - efter ni års pause i udbuddet - har for alvor fået Difko til at tro på flere skibsprojekter. Difko - der selv er blandt Danmarks 10 største rederier - er i gang med drøftelser med flere andre rederier, fremgik det fredag af en pressemeddelelse.
Historisk har Difko været god til skibsprojekter, men udbuddet gik fuldstændig i stå i 1994. Indtil da havde Difko markeret sig stærkt på skibssiden.
Nu kommer der igen gang i udbuddet af skibsanparter, der ellers stoppede brat for nu ni år siden, da folketinget strammede lovgivningen.
Skibsprojekterne fra dengang og til i dag adskiller sig imidlertid ved ikke at have samme element af udskudt skat involveret. I dag er udbuddene baseret på kommerciel forretning og har kun en begrænset skattemæssig indfaldsvinkel.
De nye skibsprojekter passer Difko ganske godt, for siden 90'erne har Difko fået færre og færre skibe i flåden. Det er fordi lejerne - blandt andet AP Møller - med fordel har kunnet købe skibene af Difko-investorerne. Senest har Chiquita-selskabet Great White Fleet købt et par køleskibe af Difko.