FLSmidth indgår kontrakt i Indonesien på over 700 mio. kroner
FLSmidth har indgået en kontrakt i Jakarta til en værdi af mere end DKK 700 mio.(USD 135 mio.) med PT Adaro Indonesia, der er et datterselskab af PT AdaroEnergy Tbk, på levering af materialehåndteringsudstyr til deres kulmine i Tanjung distriktet på den sydlige del af Borneo, ca. 1.000 km fra den indonesiske hovedstad, Jakarta.
Materialehåndteringsudstyret indgår i en udbygning af Adaros mineaktiviteter og vil reducere den gennemsnitlige transportafstand for lastvognsaktiviteter i minen samt reducere firmaets afhængighed af olie. Ordren omfatter et anlæg til knusning og transport af overliggende jord fra bruddet, og består blandt andet af FLSmidth ABON knusere, RAHCO transportbånd samt mobile stakkere.
Anlægget har en kapacitet på 12.000 tons i timen og kan årligt fjerne i alt 40 mio. kubikmeter overliggende jord. De elementer i kontrakten, som omfatter supervision og ledelse i forbindelse med opførsel samt montageassistance, vil blive leveret af FLSmidth Indonesien.
- Denne materialehåndteringsordre er den første i Indonesien og afspejler det voksende marked i regionen, især inden for mineralområdet, hvor mineselskaberne ekspanderer. Eftersom projektet er det første af sin slags i Indonesien, vil det være en katalysator for andre potentielle ordrer i regionen og ligeledes for vores deltagelse i den videre ekspansion af Adaros aktiviteter, hvilket gør det til en vigtig ordre for FLSmidth, udtaler adm. Koncernchef i FLSmidth Jørgen Huno Rasmussen.
Håndtering af overliggende jord er en af de største omkostningsposter og udfordringer i forbindelse med minedrift i åbne brud. Når mineselskaberne ekspanderer og øger dybden af minerne, øges mængden af overliggende jord og efterspørgslen på udstyr til håndtering og fjernelse heraf. FLSmidths transportanlæg er en attraktiv løsning på dette problem, idet de udgør et teknologisk, økonomisk og miljømæssigt alternativ til traditionelle transportmetoder. FLSmidth har længe arbejdet på denne løsningsmodel i samarbejde med mineselskaber verden over og baner med ordren til Adaro nu vejen for brug af denne teknologi i Indonesien.
- Adaro har øget sin produktion år for år siden 1992 og er nu verdens femtestørste eksportør af termisk kul - leveret fra blot én mine. Fjernelse af overliggende jord er en af vores største udfordringer. I 2010 fjernede vi 226 mio. kubikmeter overliggende jord, og i år forventer vi at fjerne over 290 mio. kubikmeter. Udstyret, som FLSmidth leverer, vil hjælpe os til at øge effektiviteten i forbindelse med håndtering af denne store mængde overliggende jord og bidrage til Adaros fortsatte vækst, siger direktør for Adaro Energy, Garibaldi Boy Thohir.
Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil udgangen af 2012.