FLSmidth indgår partnerskab med ATP Ejendomme om nyt campus

Udgivet den 04-05-2018  |  kl. 08:15  |  

PRESSEMEDDELELSE, København, Danmark


Med ATP Ejendomme som investor og udlejer opfører FLSmidth nyt campus med mere end 1.000 arbejdspladser i Valby. Parterne har netop underskrevet eksklusivaftale

Tiden er løbet fra FLSmidths historiske hovedkontor på Vigerslev Allé i Valby, og første skridt på vejen mod et nyt og moderne campus er nu taget med indgåelse af aftale mellem FLSmidth og ATP Ejendomme.

Totalrenovering skal gøre FLSmidths hovedkontor tidssvarende
Ombygningen til det nye campus indebærer en totalrenovering af de bevaringsværdige historiske kontorer ud mod Vigerslev Allé i kombination med tilbygning af helt nye kontorfaciliteter.

Vores eksisterende bygninger er ikke tidssvarende, så vi skal under alle omstændigheder finde nye lokaler inden for kort tid. I samarbejde med kommunen vil vi udarbejde en ny lokalplan, så vi kan bevare vores tilknytning til Valby. Med ATP Ejendomme som ejer af bygningen vil vi indgå i et langsigtet samarbejde omkring det nye campus og sikre vores tilstedeværelse i bydelen i mange år frem, siger Christian Halken, country head og SVP, FLSmidth.

De øvrige eksisterende bygninger forventes nedrevet, hvilket kan give plads til nye boligejendomme på den sydlige del af grunden. Projektet, som ATP Ejendomme også vil forestå gennemførelsen af, er afhængigt af en ny lokalplan.

ATP Ejendomme bag moderne domicil
FLSmidth og ATP Ejendomme har underskrevet en eksklusivaftale med henblik på at gøre ATP til investor, bygherre og udlejer af ejendommen. Aftalen bliver yderligere formaliseret i løbet af de kommende måneder. Her vil parterne indgå en samarbejdsaftale, der formaliserer rollefordelingen i forbindelse med det forestående arbejde med ny lokalplan og selve byggeprojektet.

Vi forventer at kunne opføre et af hovedstadens mest moderne domiciler, som samtidig er begunstiget af en meget langsigtet lejer. Det vil bidrage til at skabe og fastholde arbejdspladser i byen og samtidig sikre et stabilt afkast til ATP's medlemmer i mange år frem. Opførelse af boliger til udlejning på resten af grunden er i fin tråd med ATP Ejendommes investeringsstrategi, siger Michael Nielsen, direktør i ATP Ejendomme.

Byggeriet forventes at kunne gå i gang i 2019-2020 afhængigt af lokalplanen.

For yderligere information, kontakt:

FLSmidth: Sofie Karen Lindberg, SVP Communications, skl@flsmidth.com, 30 93 18 77

ATP's presseafdeling: Birgitte Lund Rants, blr@atp.dk, 22 57 11 63

FLSmidth leverer bæredygtig produktivitet til den globale mine- og cementindustri. Som markedsledende leverandør af design, udstyr og serviceløsninger skaber FLSmidth resultatforbedringer, omkostningsbesparelser og sikrer en reduceret miljøbelastning. FLSmidth har aktiviteter i 50 lande og hovedkontor i København, og koncernen havde med sine 11.700 ansatte en omsætning på DKK 18 milliarder i 2017. www.flsmidth.com 

ATP Ejendomme: ATP Ejendomme A/S er stiftet i 1995 og er et 100 % ejet datterselskab af ATP. ATP Ejendomme investerer i erhvervsejendomme, som lejes ud til især kontorer og butikker. ATP Ejendomme udvikler de ejendomme, der allerede indgår i porteføljen, så de er tidssvarende og lever op til de ønsker og krav, som kunderne har. ATP Ejendomme bygger også nyt i samarbejde med kommende kunder og entreprenører. ATP Ejendomme har ejendomsinvesteringer i Danmark og udlandet for ca. 45 mia. kr. www.atp-ejendomme.dk 

Læs som pdf


This announcement is distributed by Nasdaq Corporate Solutions on behalf of Nasdaq Corporate Solutions clients.
The issuer of this announcement warrants that they are solely responsible for the content, accuracy and originality of the information contained therein.
Source: FLSmidth via Globenewswire

\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk