FLSmidth/Sydbank: Trends vil holde hånden under - fastholder "køb"

Udgivet den 14-10-2019  |  kl. 15:10  |  
Arkiv: Foto

FLSmidth har været i strid modvind på aktiemarkedet, efter at selskabet fredag nedjusterede sine forventninger til 2019.

Aktien faldt fredag 10 pct., og mandag eftermiddag lægges der yderligere 1,4 pct. til det fald, så aktien nu er nede i 230,50 kr.

Det har fået flere finanshuse, herunder Nordea og Danske Bank Markets, til at ændre anbefaling af aktien, men ikke Sydbank.

I en ny analyse holder banken fast i sin købsanbefaling af aktien - blandt andet fordi det er velkendte udfordringer, der ligger bag nedjusteringen.

- Aktien er retfærdigvis mærket af usikkerhed forbundet med handelskrig og udsigt til lavere globalt vækst. I vores optik afspejler værdiansættelsen dog en mærkbar tilbagegang i indtjeningen i løbet af de kommende år.

- Vi vurderer dog fortsat, at sunde underliggende trends i industrien, som er drevet upåagtet af væksten i verden, vil holde hånden under metalpriserne og investeringsniveau hos FLSmidths kunder, skriver analytiker Mikkel Emil Jensen i en analyse.

FLSmidth nedjusterede fredag eftermiddag sin forventning til årets driftsmargin (EBITA) til omkring 8 pct. Tidligere forventede selskabet at nå en driftsmargin i den lave ende af 9-10 pct.

Baggrunden for nedjusteringen var blandt andet en lavere indtjening end ventet på selskabets Mining capital-forretning.

Det er i Mikkel Emil Jensens optik "den forringede projekteksekvering" hos FLSmidths minekunder, der er den største udfordring. Den kommer blandt andet af handelsstridighederne mellem USA og Kina:

- Det forlænger beslutningsprocesserne og hæver udgifterne for FLSmidth på flere af de igangværende projekter med det resultat, at indtjeningsmarginalen presses ned.

- Samtidig tynges FLSmidth af negative produktmixeffekter, hvor et ellers fortsat fint aktivitetsniveau for de velindtjenende serviceordre udgør en stadig mindre del af omsætningen, skriver han i analysen.

Han vurderer dog fortsat, at aktivitetsniveauet er sundt hos kunderne, og at der er acceptable metalpriser:

- FLSmidths meldinger om minekundernes fortsatte udfordringer med at få licensgodkendelser er ikke ny, men kan være et hint om, at ordrefremgangen i minedivisionen for andet halvår 2019 er lavere end forventet.

- Vi bider dog mærke i, at FLSmidth ser cement- og servicemarkedet bevæge sig i den rigtige retning - helt i tråd med tidligere meldinger, lyder det fra aktieanalytikeren i analysen.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder