Forlystelsesparkernes vilde rutsjebaner skal holdes lukket

Udgivet den 27-05-2020  |  kl. 17:39  |  

Danskere med hang til vilde rutsjebaner og et sus i maven må væbne sig med tålmodighed.

For selv om forlystelsesparker rundt i landet onsdag har fået lov at åbne, skal de vildeste rutsjebaner og attraktioner som udgangspunkt holdes lukket grundet risiko for smitte med coronavirus.

Det fremgår af et nyt sæt retningslinjer for forlystelsesparker, tivolier og lignende, der er offentliggjort på retsinformation.dk.

Det gælder forlystelser, der giver anledning til råben og skrigen samt forlystelser med kraftig bevægelse eller rotation.

Retningslinjerne er et hårdt slag for branchen, mener Lars Frelle-Petersen, medlemsdirektør i Dansk Industri, som er brancheorganisation for forlystelsesparkerne.

- Det indebærer for mange af parkernes vedkommende, at de ikke kan åbne for de mest attraktive af forlystelserne.

- I mange af parkerne er de fire-fem vildeste forlystelser et trækplaster, og hvis de er lukket, vil mange nok spørge, hvorfor de så skal betale for at komme ind, siger han.

En forlystelse kan dog, uanset hvor vild den er, åbne, såfremt der er afskærmning, som forhindrer smittespredning.

Den kan også åbne, hvis personer sendes ind i forlystelsen i hold.

Men Lars Frelle-Petersen mener ikke, det kan svare sig for parkerne at åbne med disse forbehold.

/ritzau/

Redaktion

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder