Forretningsopdatering for 1. kvt. 2020 og opdatering af finansielle forventninger til 2020

Udgivet den 05-05-2020  |  kl. 10:19  |  

Selskabsmeddelelse

5. maj 2020
Meddelelse nr. 6

Forretningsopdatering for 1. kvt. 2020 og opdatering af finansielle forventninger til 2020

I forbindelse med dagens meddelelse om tildeling af ordren på højspændingsprojektet SüdOstLink og udbruddet af coronavirus, offentliggør NKT-koncernen en opdatering af den nuværende forretningsudvikling med foreløbige finansielle højdepunkter for 1. kvartal 2020.

Forretningsopdatering
Indtil nu har coronavirus-epidemien kun i begrænset omfang haft indflydelse på kabelforretningens finansielle og operationelle resultater, mens NKT Photonics har været negativt påvirket.

I NKT var omsætningen (i std. metalpriser) EUR 240,3 mio. i 1. kvartal 2020, svarende til en organisk vækst på 19%. Omsætningen i markedspriser var EUR 318,4 mio. Den stigende opsætning, kombineret med bedre produktionsoutput og tilfredsstillende omkostningsfokus forbedrede operationelt EBITDA til EUR 10,2 mio. Den stigende omsætning og indtjening i forhold til 1. kvartal 2019 var drevet af alle tre forretningsområder.

Ved udgangen af 1. kvartal 2020 udgjorde højspændingsordrebogen EUR 1,24 mia. (EUR 1,11 mia. i std. metalpriser), cirka EUR 130 mio. lavere end ultimo 2019. Der var fortsat fremdrift på flere udbudssager på tværs af segmenter og geografier.
Der forventes et antal ordretildelinger i markedet i de kommende måneder, inklusive flere tildelinger af de tyske højspændings-korridorprojekter.

NKT Photonics generede en omsætning på EUR 12,7 mio. i 1. kvartal 2020, svarende til en organisk vækst på -13%. EBITDA var EUR -1,8 mio. Selvom 1. kvartal traditionelt er det med den laveste omsætning, var udviklingen stadig lavere end forventet. Det svagere resultat sammenlignet med 1. kvartal 2019 var drevet af Industrial-segmentet, hvor salget var negativt påvirket af, at en række ordrer blev udskudt på grund af restriktioner og usikkerhed som følge af udbruddet af coronavirus. Ingen af de omtalte ordrer er blevet annulleret.

NKT-koncernens nettorentebærende gæld, inklusive leasingforpligtelser, udgjorde EUR 378,1 mio. ved udgangen af 1. kvartal 2020 sammenlignet med EUR 242,2 mio. ultimo 2019. Stigningen var som forventet og primært drevet af højere arbejdskapital, der var ekstraordinær lav ultimo 2019. Ved udgangen af 1. kvartal 2020 var forholdet mellem den nettorentebærende gæld og operationelt EBITDA på 9,3x.

Under hensyntagen til nylige ordretildelinger, inklusive SüdOstLink, og den generelle positive udsigt i højspændingsmarkedet har NKT-koncernen igangsat en analyse for at styrke sin kapitalstruktur.

Opdatering af finansielle forventninger til 2020
De finansielle forventninger til NKT er uændrede i forhold til Selskabsmeddelelse nr. 1 af 26. februar 2020, mens de finansielle forventninger til NKT Photonics er trukket tilbage.

For NKT forventes omsætningen (std. metalpriser) stadig at blive cirka EUR 1,0-1,1 mia. og operationelt EBITDA forventes stadig at blive cirka EUR 40-60 mio. Indtil nu har udbruddet af coronavirus kun i begrænset omfang påvirket NKTs finansielle og operationelle resultater. Under forudsætning af at efterspørgslen efter NKTs løsninger og produkter ikke udvikler sig markant negativt og af, at NKT fortsat vil have en stabil produktion på tværs af sine fabrikker, fastholder NKT sine finansielle forventninger til 2020. 

Udbruddet af coronavirus har påvirket NKT Photonics negativt i 1. kvartal 2020 og ind i 2. kvartal 2020, særligt i Industrial-segmentet. Derfor er det besluttet at trække de finansielle forventninger om cirka 5-15% organisk omsætningsvækst og en EBITDA-margin på cirka 15-18% tilbage, indtil der er et mere klart billede af markedsudviklingen.

Offentliggørelse af den fulde rapport for 1. kvartal 2020
Rapporten for 1.kvartal 2020 vil som planlagt blive offentliggjort den 13. maj.

Kontakter
Investor Relations:    Michael Nass Nielsen, Head of Investor Relations, tlf.: +45 2494 1654
Presse:                     Helle Gudiksen, Head of Group Communications, tlf.: +45 2349 9098

Vedhæftet fil

Forretningsopdatering for 1. kvt. 2020 og opdatering af finansielle forventninger til 2020

\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder