Fra Jul på slottet til The Julekalender: Flyt helt tæt på nisserne

Udgivet den 23-12-2018  |  kl. 06:00  |  
Foto: Massachusetts Office of Travel & Tourism / Flickr

Foto: Flickr

Det var en mørk og stormfuld aften... Du husker måske, at det er sådan hvert afsnit af The Julekalender fra 1991 indledes. Men faktisk var det ganske mildt i vejret, da tv-hittet blev optaget en sommer på en gård i Hørning ved Aarhus. Og Oluf Sands hus ligger skuffende nok ikke i Vestjylland, men derimod i Bjergager uden for Odder.

Drømmer du selv om lidt kartoffelavlerstemning med muligheden for at få en nåsåer med til julebordet, er der lige nu seks landejendomme til salg i Hørning. Eksempelvis Ryvejen 21, der måske for mange boligkøbere har en lidt uhyggelig pris. Herligheden er udbudt til knap fem millioner kroner. Boligen er dog alt andet end skræmmende, da der er tale om en velholdt og indflytningsklar bolig med nyere tag, vinduer og varmeanlæg. Og så er der masser af plads til juleoppyntning á la Gertrud Sand.

En anden lille dame, der også har et meget specielt forhold til julen, er Sofie fra Tidsrejsen, der løb over skærmen i december i 2014. Den 13-årige piges forældre blev skilt i julen året før, og hendes største ønske er, at de finder sammen igen. DR-julekalenderen er optaget i Dragør, hvor Sofies tidsmaskine, den såkaldte gyro, måske stadig ligger gemt et sted. Du får masser af tid til at lede efter den, hvis du rykker til Dragør, hvor udvalget med omkring 100 boliger i udbud gerne skulle gøre det muligt at finde et nyt hjem.

Ikke så alletiders Pyrus

En god julekalender er som et tikkende ur, hvor et problem skal løses, inden alarmen går. Og i Alletiders Jul fra 1994 er der noget meget seriøst på spil. Pyrus kommer til at slette julen fra Danmarkshistorien, og det sætter ham og Gyldengrød på seriøst julearbejde. De to nisser holder til hos Bertramsen i Rigsarkivet i det indre København, der er garant for god julestemning i december måned.

Men med mindre man er ligeså lille som nisserne, er det svært at snige sig til at flytte ind i Rigsarkivets bygninger, og kaster man et blik på udbudslisterne, er den nærmeste bolig ejerlejligheden i Ny Kongensgade 7, 1. th. Den har ikke blot lidt julestøv over sig på grund af beliggenheden, men er også skøn i sommerhalvåret, da der er mulighed for privat bådplads i kanalen. Herligheden er sat til salg for 4.495.000 kroner.

Og mens vi alligevel er i indre by, så husker du måske, at pigen Cecilie fra Absalons Hemmelighed bor oven på Magasin du Nord på Kongens Nytorv. Julekalenderen er fra 2006, og der er sket en hel del med boligpriserne siden da. Drømmer du om at bo lige midt i hovedstaden på en af landets mest ikoniske pladser, skal du da også have pengepungen fyldt godt op. Eksempelvis er Kongens Nytorv 21, 3. tv. udbudt til knap 20 millioner kroner.

Få slotsstemning året rundt

Noget andet, der ikke er helt billigt, er tilblivelsen af en julekalender. Og da Jul på slottet fra 1986 blev lavet, viste budgettet, at det var DR's hidtil dyreste julekalender. Sjovt nok handler serien om et fattigt kongerige, men det er muligvis ikke det, du husker bedst, hvis du var barn, da Jul på slottet blev sendt. Dejlige prinsesse Miamaja og flotte prins Valentin løb med det meste af opmærksomheden.

Julekalenderen er optaget på Rosenholm Slot på Djursland, og på Rosenholmvej 17 er der lige nu et hus til salg til 1,4 millioner kroner. Så er det bare at åbne døren og vitterligt spadsere lige ud ad vejen, hvis du vil en tur over til slottet og få dig en portion eventyrlig julestemning.

Er Djursland lige lovlig langt væk, er Kronborg i Helsingør måske bedre? I så fald er byen, hvor Jul på Kronborg fra år 2000 foregår, garant for et stort udvalg af boliger. Se dem alle lige her.

En adresse langt mod nord

Vi skal derimod uden for landets grænser for at komme helt tæt på Nissebandens grønlandske eventyr, hvor Gemyse, Lunte og alle de andre skal give julemanden en hånd. Den første ud af tre julekalendere, der slet og ret hedder Nissebanden, er fra 1984, og selvom der i visse kredse findes skeptikere, der tvivler på, hvorvidt julemanden bor i Grønland, er den store kolde ø alligevel lig med jul for mange.

Der er langt til Grønland, men måske man selv kan stampe lidt julestemning op af jorden, hvis man skifter sin nuværende adresse ud med eksempelvis Grønlandsgade i Odense, Grønlandsvej i Næstved eller Grønlandsparken i Esbjerg? Vil man rigtig langt mod nord, kan man også lægge billet ind på huset på Grønlandssti 2 i Hirtshals, der er udbudt til 1.275.000 kr.

Millionvillaer og biksemad

I år kører Theo & Den Magiske Tallisman på DR1, mens Tvillingerne og Julemanden bliver genudsendt på TV2. Førstnævnte er optaget i en genskabt Frederiksbergvilla i TV-byen, og netop Frederiksberg er et af landets dyreste områder. Her er der omkring 20 villaer til salg.

En del af serien er desuden filmet i Polen, og hvis man er kæmpe fan af det østeuropæiske land, kan man måske være så heldig at få snerten af bigos, som er den polske pendant til biksemad, i Polensgade på Amager i København. Her er der dog intet til salg lige nu, men mon ikke der kommer det inden næste jul.

Der er til gengæld masser til salg i nordjyske Klarup, hvor Tvillingerne og Julemanden er lavet, hvoraf det er muligt at byde på villaen på Decembervej 24. Så bliver det nærmest ikke mere julet.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯