Fredagens aktier: Ørsted og Novo trak C25 tæt på rekord

Udgivet den 08-11-2019  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

Ørsted og Ambu strittede i hver sin retning fredag, hvor en stigning til sværvægteren Novo Nordisk sendte C25-indekset tæt på rekord.

Det danske eliteindeks lukkede 1 pct. højere i 1195,87 og dermed blot et mulehår fra lukkerekorden på 1196,67, der blev sat tilbage i november 2017.

Novo Nordisk bidrog med med en gevinst på 2,6 pct. til 389 kr., efter at investeringsbanken Carnegie løftede sit kursmål for aktien til 470 kr. fra 420 kr. Banken gentog desuden anbefalingen "køb".

STOR APPETIT PÅ ØRSTED

Interessen for Ørsted hang sammen med, at storaktionæren SEAS-NVE endelig som varslet har skilt sig af med en stor aktiepost. I alt 9,53 mio. aktier i energiselskabet er solgt til 560 kr. stykket gennem en såkaldt accelereret bookbuilding.

- Den her "placing" har været ventet, da SEAS-NVE allerede i forbindelse med købet af Radius af Ørsted var ude at sige, at en del af finansieringen skulle komme fra salg af en del af deres Ørsted-aktier.

- Og jeg forestiller mig egentlig, at rigtigt mange dem, der har haft lyst til at købe Ørsted, bare har ventet på aktiesalget, siger aktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

Også den relativt lave rabat på aktiesalget på lige under 3 pct. sammenlignet med slutkursen torsdag vidnede om god interesse.

- Vi kan sagtens se højere rabatter på "placings" som den her, så også det vidner om, at der er mange, der har ventet på, at den skulle komme, siger Martin Munk.

PRES PÅ AMBU

I bunden af markedet endte Ambu 5,3 pct. lavere i 100,50 kr.

En høring torsdag hos de amerikanske sundhedsmyndigheder tegnede et nuanceret billede af smittefaren med farlige bakterier i forbindelse med kikkertundersøgelse og gav ikke en entydig opbakning til engangsduodenoskoper, som Ambu er på vej med.

Grundigere rengøring af de traditionelle endoskoper, der kan bruges igen og igen, blev også nævnt som en løsning.

Ifølge DNB-analytiker Jesper Ingildsen kan konklusionerne fra mødet tolkes begge veje, og nogle kan have håbet på mere specifikke meldinger til fordel for Ambu.

BØRSHUSE JUSTERER PÅ STRIBE

Et hav af analyseændringer prægede i øvrigt handlen fredag.

Særligt Vestas var i rampelyset efter et flot regnskab torsdag morgen, der sendte aktien til vejrs og siden udløste en række analyseændringer.

Torsdag steg aktien 11 pct., og fredag lagde Vestas yderligere 3,7 pct. til kursen og lukkede i 624,40 kr.

Hos Deutsche Bank har regnskabet fra Vestas betydet en løftet anbefaling til "køb" fra "hold". Modsat mener Handelsbanken, at den store kursstigning efter regnskabet bør benyttes som anledning til at hive stikkene hjem. Her er anbefalingen sænket til "sælg" fra "hold".

ISS KRAVLER LANGSOMT TILBAGE

Serviceselskabet ISS kravlede fredag tilbage oven på nedjusteringen onsdag, der kappede en femtedel af markedsværdien. Aktien steg 4 pct. til 151,30 kr. efter en gevinst på 0,2 pct. torsdag.

Efter regnskabet har Goldman Sachs hævet sin anbefaling af ISS til "neutral" fra "sælg".

OPJUSTERING FRA SAS

Uden for C25 steg SAS-aktien 8,7 pct. til 12,38 kr. Flyselskabet har haft bedre trafik i de seneste måneder, end selskabet umiddelbart selv havde budgetteret med. Derfor løftes forventningerne til hele årets resultat før skat og engangsposter.

SAS venter nu et overskud på den post på 700-800 mio. svenske kr. mod den tidligere forventning om et "positivt" resultat før skat og engangsposter.

Også ALK, der løftede sin prognose torsdag, var i god gænge. Aktien steg 8,3 pct. til 1724 kr. efter en stigning på 6 pct. torsdag.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder