Fredagens aktier: Dyr uge for aktionærer - fald i samtlige C20

Udgivet den 21-08-2015  |  kl. 17:06  |  
Arkiv: Foto

Det var en dyr uge for de danske aktionærer med et rekordstort fald til det danske eliteindeks, C20 Cap, torsdag og et pænt stort fald fredag. Kina lægger en klam hånd på optimismen.

Der var fald til samtlige medlemmer af eliteindekset, og af de større selskaber på fondsbørsen var det kun DFDS, der fortsatte med at sejle i smult vande efter torsdagens overraskende flotte regnskab. SBS, der leverede regnskab fredag, var også blandt de ganske få håndfulde aktier, der steg på børsen.

Det danske C20 Cap-indeks oplevede torsdag et historisk stort fald på 3,2 pct. - det største i indeksets historie - og selv om fredagsfaldet var mindre, var det dog stort.

C20 Cap lukkede med et fald på 2,6 pct. til 963,39 og i det laveste niveau siden marts i år. Samtlige C20-aktier lukkede i rødt. Sidste fredag lukkede indekset i 1029,33, og aktionærerne har således tabt 6,4 pct. på en uge. Det er måske glemt allerede, men man skal ikke længere tilbage end til 5. august i år for at finde den seneste rekord i C20 Cap-indekset.

Usikkerhed om den økonomiske situation i Kina og frygten for en decideret krise i udviklingslandene presser markederne.

- Der er en betydelig bekymring blandt investorerne for, at de faldende råvarepriser afspejler, at det går værre i Kina, end omverdenen får at vide. Der er også en vis frygt i markedet for, at kinesisk vækstnedgang og devaluering af den kinesiske valuta kan sprede sig til en decideret emerging markets-krise, vurderer Frank Øland, der er chefstrateg i Danske Bank.

Fra Sydbank lyder det, at billedet nok skal vende igen.

- Jeg tror, at der kommer positive takter igen på aktiemarkedet, men i øjeblikket er markedet ramt af Kina-syndromet, medgiver afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen over for Ritzau Finans.

Fredag underperformede Danmark de øvrige markeder, men det finder afdelingschefen naturligt.

- Danmark har stadig et af de bedste indeks i verden i år, og det får sikkert nogle investorer til at trække sig, vurderer han.

I Tyskland er DAX-indekset oppe med 6-7 pct. set over året, mens C20 Cap er steget med omkring 20 pct. i år, oplyser Ole Kjær Jensen.

Genmab og Carlsberg var blandt de C20'ere, der faldt mindst. Genmab faldt "kun" med 1,4 pct. til 575 kr., og Carlsberg dykkede med 0,5 pct. til 515 kr. Aktien er således faldet en del, siden selskabet leverede et skuffende regnskab med en nedjustering onsdag. Dagen før kostede aktien 590 kr.

Fredag morgen kom det frem, at Glaxosmithkline har solgt de resterende rettigheder til det Genmab-udviklede middel Ofatumumab (Arzerra) til Novartis. Dermed har Novartis rettighederne til midlet i alle indikationer. Det betegner senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank som en positiv nyhed for Genmab.

- Men med denne overtagelse af rettighederne sender Novartis et positivt signal om dedikation, fastslår han over for Ritzau Finans.

Novo Nordisks store amerikanske rival Eli Lilly synes at have sikret sig et vigtigt argument i markedsføringen af sin diabetespille, Jardiance. Som de første nogensinde kunne Eli Lilly og partneren Boehringer Ingelheim således torsdag eftermiddag fortælle, at deres diabetespille reducerer risikoen for hjerte-kar-risici.

Meldingen sendte Eli Lilly -aktien i vejret med 4,3 pct. torsdag i et i øvrigt nedtursramt marked. Fredag steg den dog ikke. Novo lukkede med et fredag fald på 3,8 pct. i 368,80 kr.

- Det er særdeles positivt for Eli Lilly og Boehringer og kan selvfølgelig godt flytte noget i forhold til GLP-1-segmentet, men jeg ser det primært som en klar udfordring til DPP-4-hæmmerne, siger Søren Løntoft Hansen med henvisning til blandt andre Mercks storsælgende DPP-4-pille, Januvia, der sælger for cirka 6 mia. dollar årligt.

Novo Nordisk har ikke DPP-hæmmere i produktprogrammet.

GN har fået lidt negativ presse. Svindlen i datterselskabet Beltone fik fredag en analytiker og ekspert til i Jyllands-Posten Erhverv at sætte spørgsmålstegn ved succesen af den strømligning, virksomheden foretog i årene 2007-2014.

GN faldt dog "kun" 1,6 pct. til 121,10.

Mere end halvdelen af C20'erne faldt mere end 2 pct.

Ud for C20 leverede it-virksomheden NNIT regnskab. Forventningerne til hele 2015 blev præciseret, og nu ventes der en omsætningsvækst i faste valutakurser på 6-8 pct., mens der ikke er pillet ved forventningen om at lande en EBIT-margin i faste valutakurser på 11 pct. Tidligere ventede selskabet en omsætningsvækst i faste valutakurser på 5-8 pct.

Aktien blev under børsnoteringen solgt til 125 kr., men steg allerede på førstedagen til omkring det aktuelle niveau. Fredag lukkede aktien i 148 kr. - 1,7 pct. lavere end ved lukketid torsdag.

Brøndby IF fik torsdag lammetæv på Cypern, da holdet tabte 5-0 i Europa League til græske Paok FC. Fodboldklubbens aktier dykkede 3 pct. til 1,63 kr.

Scandinavian Brake Systems (SBS), der lavere bremsekomponenter til motorcykler og biler, leverede regnskab, der viste fremgang. Efter et hårdt første kvartal med udfordringer i det russiske kunne selskabet atter notere fremgang i salget i andet kvartal, og det er blandt andet som følge af nye kunder i Frankrig og Tyskland.

SBS opnåede i andet kvartal en omsætning på 229,7 mio. kr. mod 221,5 mio. kr. (proforma-tal korrigeret for frasalg, red.) i samme kvartal året før, mens driftsindtjeningen lød på 20,8 mio. kr. mod 26,1 mio. kr. (ikke revideret for frasalg, red.) i andet kvartal året før. Aktien endte 4,4 pct. højere i 38 kr.

DFDS sejlede for fuld kraft videre op efter torsdagens regnskab - og det i kraftig medvind og fladt vand. Aktien steg 3,4 pct. til 1039 kr. efter en stigning på 6,5 pct. torsdag.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk