Fredagens aktier: Mærsk holdt hånden under eliteindeks

Udgivet den 25-09-2020  |  kl. 17:06  |  
Arkiv: foto

Mærsk var i hopla fredag og endte med i toppen af det danske eliteindeks. I bunden endte bankerne repræsenteret af Jyske Bank og Danske Bank, der fulgte udviklingen i Europa, hvor sektoren var blandt dem, der fik flest slag på ugens sidste dag.

Samlet steg C25-indekset med 0,5 pct. til 1472,6. På en uge er indekset faldet fra 1491,4.

Helt øverst i eliteindekset endte Bavarian Nordic uden nyheder møntet på selskabet. Aktien steg 2,8 pct. til 199,40 kr.

Lige i haserne på Bavarian lå A-aktierne i A.P. Møller-Mærsk med et plus på 2,2 pct. til 9005 kr. B-aktien steg med 1,8 pct. til 9680 kr.

- Mærsk fik gode tal fra den japanske konkurrent Nippon i går. Og det er med til at bygge forventningen om, at der kommer en opjustering i forbindelse med regnskabet for Q3 - eller måske før. Det er i hvert fald det, vi venter, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.

- Raterne har ligget pænt i et stykke tid nu, og samtidig er der fortsat en lav bunkerpris. Så selv om kineserne har været fremme og påpege, at raterne er lidt for lukrative lige nu - især mellem USA og Asien - så er Mærsk i gang med et rigtigt godt tredje kvartal, siger senioraktierådgiveren.

GENREJSNING TIL ISS

ISS lå det meste af fredag til et pænt fald - men servicekoncernen tog revanche sidst på dagen og endte med et plus på 0,8 pct. til 79,76 kr. Nykredit kom med et lavere kursmål på aktierne på 100 kr. fra 120 kr. men anbefalingen er stadig "hold", viste data fra Bloomberg News.

Aktien er dog faldet med 12,1 pct. i ugens løb, og ifølge Martin Munk er det corona, der endnu en gang har ramt servicekoncernen.

- Vi så det sidste gang, da corona for alvor ramte med nedlukninger på skoler, universiteter og andre steder, hvor ISS er. Og det stigende smittetryk bekymrer lige nu. Samtidig er shortbasen i løbet af relativ kort tid steget til 6 pct. fra 3 pct. Og det giver et pres på aktien, siger Martin Munk.

Danske Bank og Jyske Bank udgjorde bunden af C25 fredag, hvor de to aktier faldt henholdsvis 2,4 pct. til 80,30 kr. og 1,4 pct. til 174,45 kr. Der var ikke nyheder ud om de to banker på dagen, men de fulgte udviklingen i Europa, hvor bankerne generelt var under pres.

FCK SKAL UD I EUROPA

Blandt sidepapirerne kunne Parken nyde godt af, at FC København torsdag aften gik videre fra tredje runde i Europa League-kvalifikationen.

FCK vandt 3-0 hjemme over Piast Gliwice og er dermed klar til en afgørende kamp om at komme i gruppespillet i Europa League.

FCK skal på torsdag møde kroatiske HNK Rijeka i den afgørende playoff-runde om at komme i gruppespillet. Parken-aktien steg 2,9 pct. til 72 kr. fredag.

Også SAS steg fredag med 0,4 pct. til 4,58 kr. Det var dog en gåde for Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, at SAS-aktien lever sit eget liv i forhold til andre luftfartsaktier og stiger pænt for tiden, hvor der ellers er en gedigen udvanding af aktien på vej. Plusset var helt oppe på 6,4 pct. i løbet af fredagen.

SAS oplyste onsdag, at selskabet - som led i sin rekapitaliseringsplan - sælger aktier for 1,16 svenske kr. (cirka 0,83 kr.) per aktie for samlet set 6 mia. svenske kr.

- Det er mig en gåde, hvem der i øjeblikket forsøger at positionere sig i SAS-aktien, og hvad de forsøger at positionere sig til, siger han.

- Der kommer så mange nye aktier på gaden. Og aktien kommer til at leve et liv formentlig under 1 kr., når kapitalforhøjelsen er gennemført, fortsætter han.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder