Fredagens aktier: Sur uge afsluttet i rødt med Mærsk som bundskraber

Udgivet den 26-02-2021  |  kl. 17:06  |  
Arkiv: Foto

De danske aktier havde fredag en volatil afslutning på en trist uge, hvor Mærsk-aktierne indtog de tungeste pladser sammen med Danske Bank.

- Markedsdeltagerne har især fokus på den tiårige amerikanske rente, der torsdag var oppe over 1,5 pct., og det er det store tema i markedet, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank til Ritzau Finans.

Det danske C25-indeks lukkede fredag med et fald på 1,3 pct. i 1608,86, og dermed blev det til et ugentligt fald på 4 pct.

På den danske scene var opmærksomheden blandt andet rettet mod Mærsk, der var presset af faldende rater samt ISS, der tabte højde efter en sænket anbefaling.

GRØNNE AKTIER HANG I BREMSEN

Vindmølleproducenten Vestas faldt fredag med 2,5 pct. til 1154,50 kr. efter en grøn dag torsdag, der kom efter seks røde dage i træk.

Vestas fik gentaget den negative anbefaling "reducer" hos HSBC, der dog løftede kursmålet for aktien til 1070 kr. fra 930 kr.

Den grønne kollega Ørsted tabte 1,2 pct. til 998 kr., efter at finanshuset Kepler Cheuvreux sænkede sit kursmål for aktien til 1500 kr. fra 1600 kr.

- Der har været pres på nogle af de dyre selskaber, der har været presset af de stigende renter, siger Ole Kjær Jensen med henvisning til blandt andet Vestas og Ørsted.

Rockwool, der også har grønne egenskaber, endte med en stigning på 2,5 pct. i 2234 kr., efter et regnskab fra isoleringskonkurrenten Saint Gobain, der gav en opløftende prognose for det nye regnskabsår.

MÆRSK I MODVIND EFTER RATEFALD

Raterne på fragt af containere fra Kina til resten af verden faldt i ugens løb med 3,5 pct.

Det viser rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotprisen på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over.

Mærsks B-aktie lukkede som bundskraber i eliteindekset, da aktien faldt med 3,5 pct. til 13.240 kr.

Danske Bank blandede sig også i bunden med et fald på 2,8 pct. til 113,70 kr.

ISS PRESSET EFTER SÆNKET ANBEFALING

Servicegiganten ISS fik efter torsdagens regnskab sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" af Danske Bank, der gav aktien et kursmål på 120 kr.

Det skriver PLX AI.

Aktien har ifølge Danske Bank begrænset potentiale på den korte bane.

Selskabets turnaround plan er kommet fint fra start og kan frigøre væsentlig værdi, hvis den bliver en succes, men i øjeblikket er der ingen kurstriggere, vurderer Danske Bank ifølge PLX.AI.

ISS-aktien tabte 2,6 pct. til 111 kr.

Også entreprenøren Aarsleff præsenterede tal for sit første kvartal torsdag. Det sendte aktien op med 9,6 pct. - og siden har SEB løftet sit kursmål til 340 kr. fra 315 kr.

Fredag måtte entreprenøraktien afgive 5 pct. til 277,50 kr.

Torsdag var der også friske tal fra Matas. Siden har investeringsbanken Carnegie lagt 5 kr. oveni kursmålet, så det hedder 95 kr. Anbefalingen fastholdes på "køb".

Fredag tabte Matas-aktien 1,3 pct. til 81,80 kr.

CBRAIN VENTER LAVERE INDTJENINGSMARGIN I 2021

Cbrain venter i 2021 en vækst i omsætningen i niveauet 15-20 pct. og en indtjeningsmargin - målt på resultat før skat - på 10-15 pct.

Det skriver softwarekoncernen i sit regnskab for 2020, hvor overskudsgraden før skat blev på 16,7 pct., eller en del højere end prognosen for 2021.

Cbrain faldt 4,6 pct. til 210 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder