Fredagens aktier: Topdanmark banket ned i rekordhøjt eliteindeks

Udgivet den 24-01-2020  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

Topdanmark trodsede fredag en generelt positiv aktiestemning og var for anden dag i træk at finde i bunden af C25-indekset, der som helhed steg 0,8 pct. og lukkede i rekordhøje 1299,42.

Med til at skabe den generelt positive stemning fredag var en udmelding fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, omkring det kinesiske udbrud af coronavirusset, fortæller Martin Munk, senioraktierådgiver hos Jyske Bank.

WHO kunne torsdag aften fortælle, at organisationen ikke ser virusudbruddet, der har kostet mindst 25 mennesker livet, som en global sundhedskrise - endnu. Og det har beroliget markedet:

- Udbruddet har ledt tankerne tilbage til sars-udbruddet i 2003, der fik stor indflydelse på markedet. Det var mere alvorligt dengang, men man frygter, det kan ramme markedet, hvis det eskalerer, da det har gjort det historisk, siger Martin Munk.

TOPDANMARK FORTSATTE NED

Torsdag faldt Topdanmark-aktien 3,1 pct., efter at forsikringsselskabet havde offentliggjort regnskab for fjerde kvartal 2019, og fredag fortsatte aktien yderligere 4,5 pct. ned til 323 kr.

Siden regnskabet har flere finanshuse ændret syn på aktien - blandt andet SEB og ABG Sundal Collier, der begge har sænket anbefaling til "sælg" fra "hold", mens Nordea har sænket sin til "hold" fra "køb".

Flere andre selskaber fik også nyt fra analysefronten fredag, herunder Ørsted, der fik løftet kursmålet hos Commerzbank til 850 kr. fra 770 kr. Banken anbefaler stadig "køb" af aktien, der fredag steg 2,8 pct. til 749,60 kr. og sluttede øverst i C25.

SEB løftede kursmålet for GN til 370 kr. fra 345 kr. Der anbefales et "køb" af aktien, som fredag steg 1,2 pct. til 346,10 kr.

Novozymes steg 1 pct. til 354,90 kr., efter at DNB løftede sit kursmål for aktien med 50 kr. til 300 kr., og Handelsbanken løftede sit til 275 kr. fra 260 kr. Begge banker anbefaler dog at sælge aktien.

Goldman Sachs løftede kursmålet for Simcorp til 1000 kr. fra 850 kr. og fastholdt "køb". Aktien steg 1,6 pct. til 802 kr.

AAB MED MILLIONSALG TIL FCK

Fodboldklubben AaB kunne fredag fortælle, at talentet Mikkel Kaufmann er blevet solgt til FC København. Anledningen blev brugt til at offentliggøre forventninger til 2020, der ventes at resultere i et negativt resultat på 20 mio. kr.

Aktien i AaB lukkede uændret i 74,50 kr., mens selskabet bag FC København - Parken Sport & Entertainment - faldt 0,5 pct. til 101 kr.

RTX fortalte torsdag aften, at selskabets aktietilbagekøbsprogram nu ventes at løbe op i 60 mio. kr. mod før 20 mio. kr. Aktien blev fredag handlet uden retten til et udbytte på 2,50 kr., men steg alligevel 8,4 pct. til 244 kr.

Nordea løftede fredag anbefalingen af Solar til "køb" fra "hold" og fastsatte et kursmål på 400 kr. Aktien steg 3 pct. til 322 kr.

Carnegie sænkede omvendt sin anbefaling af STG til "hold" fra "køb", men aktien steg alligevel 0,1 pct. til 88,65 kr.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder