Fredagens aviser med NKT, Jyske Bank og Spar Nord

Udgivet den 01-03-2019  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

DANSK IT-KOMET GIVER AXCEL MILLIARDGEVINST

Med et lynsalg af it-virksomheden Conscia til Nordic Capital for over 3 mia. kr. er Axcel for alvor trådt ud af Christian Frigasts skygge. Conscia blev købt i 2015 for cirka 500 mio. kr. Salget er Axcels bedste forretning i tiden efter Frigast. (Forside, side 6-7)

MANGLENDE ORDRER BAG STORT UNDERSKUD I NKT

NKT tabte 350 mio. kr. i 2018 og kæmper hårdt for at få vendt udviklingen. Roden til problemerne skal findes i en ordretørke tilbage i 2017 og starten af 2018. (Side 8)

DANFOSS INVESTERER 1,9 MIA. KR. I FREMTIDIG VÆKST

Global usikkerhed om udviklingen i økonomien giver afdæmpet vækst i år, men Danfoss' topchef, Kim Fausing, fastholder stort sats på innovation og investerer rekordbeløb i fremtiden. (Side 10)

PANALPINAS GODE TAL FÅR NÆPPE DSV TIL AT HÆVE BUD

Analytikere mener ikke, at DSV vil komme med et højere bud, selv om Panalpina venter fremgang i resultaterne. (Side 11)

BANKER VIL MODTAGE KUNDER FRA KOLLAPSET ANDELSKASSE

Danske Bank og Jyske Bank har meldt sig på banen til at overtage kunder fra Københanvs Andelskasse, der er politianmeldt og skal lukkes ned. (Side 13)

DIGITALT SPILFIRMAS VÆRDI KAN NÅ OP MOD 250 MIO. KR.

Better Collective-ejeres selskab investerer millionbeløb i østjyske Lead:famly, der udvikler digitale spil til brug i markedsføring. Selskabet kan dermed accelerere sit væksteventyr. (Side 20)

BERLINGSKE BUSINESS

DANSKE SENIORER ARBEJDER MINDRE END SVENSKERE OG NORDMÆND

De danske seniorer arbejder langt mindre end de svenske og norske. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) mener, at regeringens seniortænketank skal vende blikket mod nabolandene for at hente inspiration til at få danskerne til at blive længere på arbejdsmarkedet. (Forside, side 6)

DANSK ØKONOMI TRODSER GLOBAL USIKKERHED I SLUTSPURT

På trods af stigende usikkerhed om retningen for den globale økonomi voksede dansk økonomi med 0,7 pct. i sidste kvartal af 2018. Men Danmark kan få svært ved at snige sig udenom den globale vækstafmatning og politiske usikkerhed de kommende måneder. (Side 9)

DANSKE AKTIER BLANDT VERDENS BEDSTE I FEBRUAR

Danmarks eliteindeks er nu steget over 10 pct. siden nytår, hvilket får én aktieanalytiker til at råbe vagt i gevær. (Side 14)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

JYSKE BANK SIGER NEJ TIL KUNDER UDEN REVISOR

Næsten alle de virksomheder, som Jyske Bank i 2018 indberettede til Bagmandspolitiets hvidvasksekretariat for mistænkelige transaktioner, havde fravalgt at bruge revisor. Det skal være slut, mener ordførende direktør Anders Dam. Som den første bank herhjemme vil Jyske Bank fremover afvise at tage revisorløse selskaber som kunder. (Forside, side 6-7)

DANFOSS VARSLER FLERE OPKØB

Danfoss varsler flere opkøb for at få hurtig adgang til relevante teknologier. Koncernen bruger rekordstort beløb til investering i udvikling. (Side 8-9)

SPAR NORD DREJER PÅ RENTESKRUEN OVER FOR ERHVERVSKUNDER

Erhvervskunder i Spar Nord kan se frem til et rentesmæk, efter at banken har hævet udlånsrenten. Mange bliver ramt, lyder det fra Spar Nord-ledelsen. (Side 9)

PÅ SIGT ER DER IKKE NOGET, DER HAR ÆNDRET SIG I NKT'S OPTIK

Et skuffende 2018 og udsigt til yderligere underskud i 2019 ødelægger ikke optimismen hos NKT. (Side 12)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Seneste nyheder