Fredagens danske avisuddrag med udbytteskattesvindel, Jysk og 3F

Udgivet den 22-11-2019  |  kl. 07:16  |  

BØRSEN

NYE BAGMÆND AFSLØRET I SAGEN OM UDBYTTESKAT

To finansfolk fra New Yorks absolutte overklasse spillede en central rolle i udbyttesvindelsagen sammen med den hovedmistænkte Sanjay Shah. Det fremgår af en kortlægning af sagen, som DR Nyheder og Børsen har lavet. (Forside, side 22-23)

MIKKELLER ÅBNES FOR SALG FOR FØRSTE GANG

Mikkel Borg Bjergsø, stifteren af Danmarks mest eksporterende mikrobryggeri, Mikkeller, åbner for første gang for at sælge en stor del af sin virksomhed. Kapitalfonde, familiefonde eller andre bryggerier kan være mulige købere. (Forside, side 6-7)

PROFESSOR: AKTIESPAREKONTOEN OPFYLDER IKKE SIT FORMÅL

I september blev der nedlagt flere aktiesparekonti, end der blev oprettet. Den særlige type konto havde ellers til formål at gøre det nemt og økonomisk attraktivt for almindelige borgere at investere i aktier. (Forside, side 26-27)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

ØRSTED VIL VÆRE VERDENS BEDSTE TIL GRØN OMSTILLING

Thomas Thune Andersen er blevet kåret til årets bestyrelsesformand for sin indsats med at skifte energikoncernen Ørsteds farve fra kulsort til grøn. Men formanden vil mere endnu. (Forside, side 6-7)

DANISH CROWN LEVERER EKSTRAORDINÆRT COMEBACK

Slagterikoncernen Danish Crown har det seneste år præsteret et ekstraordinært comeback. Det seneste årsregnskab viser, at selskabet er kommet så stærkt ud af krisen, at der er råd til at udbetale en bonus til andelshaverne på næsten 1,3 mia. kr. (side 4)

OVERSKUDDET DYKKER I JYSK TRODS SALGSREKORD

Efter en årrække med konstant vækst i både indtjening og omsætning må den danske detailkæde Jysk i 2018/19 nøjes med fremgang i salget. Bundlinjen tager et dyk. (side 8)

NKT-SALG AF PHOTONICS KAN INDBRINGE MILLIARDBELØB

NKT's skuffende indtjening og et dårligt timet opkøb har fået kabelselskabet til overveje et frasalg af NKT Photonics. Photonics-divisionen ventes ifølge analytikere at kunne indbringe omkring 2 mia. kr. (side 10)

BERLINGSKE BUSINESS

JYSK TILFREDS MED FØRSTE REGNSKAB EFTER LARS LARSENS DØD

Jysk har endnu en gang milliardrekord i salget, men overskuddet falder for første gang i flere år. Topchefen Jan Bøgh er overbevist om, at virksomhedens grundlægger, Lars Larsen, der gik bort i august, ville have godkendt nøgletallene. (Side 4)

DANSKE VIRKSOMHEDER HAR ULOVLIGE OVERENSKOMSTER MED 3F

Virksomheder forpligter deres ansatte til at være medlem af 3F og løbende overvåge det, viser en gennemgang af flere overenskomster mellem konkrete virksomheder og 3F. Det strider imod det frie fagforeningsvalg. (Side 6-7)

BOLIGADVOKAT: POLITISK INDGREB KAN MEDFØRE PRISFALD PÅ ANDELSBOLIGMARKEDET

Der er stor usikkerhed forbundet med at købe andelsbolig lige nu, da politikerne forhandler en ændring boligreguleringsloven, som kan få økonomiske konsekvenser for andelshavere, siger advokat Søren Nørkær Hansen. (Side 8-9)

KVINDELIGE IVÆRKSÆTTERE UDARBEJDER KONKRETE ANBEFALINGER TIL AT SIKRE KØNSBALANCE

Til Women' Entrepreneurship Day i Danmark, som blev afholdt i København tirsdag, var formålet at udarbejde anbefalinger til at skabe ligestilling i iværksætterbranchen. Arrangementet mundede ud i fem konkrete anbefalinger. (Side 13)

/ritzau/FINANS

Nora Simone Emilia

Tags:  newspaper❯