Fredagens obligationer: Lille rentestigning efter små udsving

Udgivet den 17-01-2020  |  kl. 17:19  |  

Små udsving i prægede fredagens obligationshandel, der sluttede med en rente for den toneangivende tiårige danske statsobligationen på minus 0,22 pct. Det var 1 basispoint højere end lukkeniveauet torsdag eftermiddag og uændret i forhold til åbningen fredag morgen. Hen over dagen var renten nede i minus 0,23 pct. og oppe i minus 0,21 pct.

Et af dagens makroøkonomiske fikspunkter var fra morgenstunden friske kinesiske nøgletal, der viste, at BNP-væksten i sæsonkorrigerede tal landede på 1,5 pct. i fjerde kvartal i forhold til kvartalet før mod en ventet stigning på 1,4 pct. ifølge Bloomberg News.

I forhold til samme periode året før var væksten i fjerde kvartal på 6,0 pct., hvilket også var vækstraten i tredje kvartal.

Fra eurozonen viste endelige data for forbrugerpriserne i december den ventede stigning på 1,3 pct. på årsbasis.

Fredag eftermiddag kom amerikanske nøgletal med en overraskende stigning i påbegyndt boligbyggeri i december på 16,9 pct. på månedsbasis mod en ventet stigning på 1,1 pct.

Siden skuffede industriproduktionen med et fald på 0,3 pct., mens der ifølge Bloomberg News var ventet en tilbagegang på 0,2 pct., mens Michigan-tillidsindekset for januar landede på 99,1 mod estimerede 99,3 ifølge Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder