Fredagens obligationer: Moderate fald efter lidt pres på aktierne

Udgivet den 27-03-2020  |  kl. 17:00  |  

Den toneangivende tiårige danske statsobligation lukkede fredag med et rentefald på 10 basispoint til minus 0,23 pct.

Renten handlede i løbet af dagen mellem minus 0,13 pct. og minus 0,25 pct., og renten faldt i løbet af ugen fra sidste fredags lukkekurs på minus 0,15 pct.

Aktiemarkederne tog sig fredag en puster, idet det fortsat er usikkert, hvor lang tid det tager før end virusudbruddet er under kontrol, og de negative økonomiske effekter er også fortsat en stor ubekendt faktor.

Faldet på aktiemarkederne kommer efter tre dage med solide stigninger, og gevinsthjemtagningen i aktiemarkederne giver en smule interesse for de mere sikre statsobligationer, som så sender renten ned.

På ugens sidste handelsdag kunne investorerne også se nærmere på en række amerikanske nøgletal.

Forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan landede i marts på 89,1 mod ventet 90. Dermed oplevede indekset det største fald siden finanskrisen kostede rundt med markederne i oktober 2008.

Det viser den endelige opgørelse, efter at den foreløbige havde vist et indeks på 95,9.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserves foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core, viste en stigningstakt på 1,8 pct. på årsbasis i februar, mens priserne steg med 0,2 pct. i forhold til måneden før.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News estimeret en fremgang på 1,7 pct. på årsbasis og 0,2 pct. på månedsbasis.

Inflationen må dog formodes, at være droppet betydeligt efter nedlukningen af store dele af USA i marts.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder